En naturlig debat

Forskere fra AGRO deltog i debatter og foredrag på Naturmødet i Hirtshals.

29.05.2018 | Janne Hansen

Forskere fra AGRO deltog i Naturmødet, der foregik i Hirtshals 24.-26. maj 2018. Foto: Janne Hansen

Landbruget har stor betydning for landskabet og naturen, så hvad er mere naturligt, end at forskere fra AGRO deltager med deres viden og meninger i det populære og folkelige naturmøde i Hirtshals? Således kunne man på Naturmødet møde professor Tommy Dalgaard, SYSTEM, professor Jørgen E. Olesen, KLIMA, og videnskabelig assistent Morten Graversgaard, SYSTEM, der indfandt sig som debattører i hver sin debat.

Tommy Dalgaard (i midten) deltog i en debat med Martin Einfeld (t.h.) med Anders Lund Madsen (t.v.) som moderator. Foto: Janne Hansen 

Tommy Dalgaard satte sig til rette i en blød lænestol på scenen i det telt, hvor de uformelle samtaler foregik med Anders Lund Madsen som moderator. Sammen med forstkandidat og JA-repræsentant Martin Einfeld skulle Tommy diskutere ”Natur versus kulturlandskab”. Forstkandidaten var klar tilhænger af, at skovene passes og plejes, så de kan drives kommercielt, så Tommy påtog sig rollen som den mere naturlige naturs forkæmper og konkluderede med at sige: 

- Vejen frem er en balance mellem kultur- og naturlandskab. Kampen er ikke lige, så naturen har brug for beskyttelse. 

I et andet lokale, hvor konceptet mere var til foredrag og læring, var Jørgen E. Olesen på scenen sammen med professor Stiig Markager fra Bioscience. Emnet var ’Den lykkelige udgang af landbrugspakken’. De to foredragsholdere enedes om, at Stiig Markager kunne lægge ud med at opridse problemerne, hvorefter Jørgen kunne komme på banen med løsningerne. 

- Bad guy, good guy, bemærkede Stiig Markager med et smil, da han gik i gang med at fortælle om hvilken betydning udledninger af næringsstoffer har for vandmiljøet. Jørgen pointerede, at man mangler ganske vist at måle kvælstofudledning alle steder, men det er ikke nok bare at måle en hel masse. Vi skal også gøre noget – og han fortalte om de mange potentialer, som dyrkning og raffinering af græs har, foruden at der også anvendes – og forskes i – en vifte af andre virkemidler. 

Jørgen E. Olesen lytter til hvad Stiig Markager (ikke på billedet) fortæller. Foto: Janne Hansen

Morten Graversgaard indfandt sig på samme scene dagen efter, hvor han deltog i debatten ’Demokrati i natur – og miljøbeslutninger – hvordan?’ sammen med Torben Thinggaard fra Danmarks Sportsfiskerforbund. 

På Naturmødet deltog 20.000 mennesker med interesse i naturen men med mange forskellige tilgange til den. Således var der både jægere, landmænd, fiskere, ornitologer, biologer, vandrere, politikere, naturfredningsforeninger og myndigheder. Mangfoldigheden sikrede en levende interesse og livlig debat ved de forskellige arrangementer. 

Arrangement
111377 / i31