At pleje sit netværk

En vigtig del af netværksplejen foregår ved konferencer – ikke mindst i pauserne, hvor der er mulighed for uformel dialog, hvor nye ideer bliver luftet, og hvor der etableres mere tætte personlige kontakter.

29.06.2018 | Jørgen E. Olesen

Vi er alle sociale individer, og vores viden og perspektiver præges i stor grad af hvem vi taler og diskuterer med. Vi er som forskningsinstitution afhængig af relationerne til både kolleger og interessenter. Vores kolleger giver inspiration til indhold og kvalitet i forskning, og diskussioner med interessenter er afgørende for at sikre relevans i forskningen.  

Samspil til både kolleger og interessenter er også helt essentielt, når vi skal udvikle nye forskningsprojekter. Der er i både Danmark og EU et stigende fokus på relevans og kvalitet i forskningen, og det kan vi kun opnå, hvis vi prioriterer vores netværk til forskere og interessenter. 

Konferencer er en væsentlig måde at pleje sit netværk på. Vi deltager i både danske og internationale konferencer, og det giver mulighed for at møde både kolleger og interessenter. Konferencer er organiseret med mundtlige indlæg og postere. Disse indlæg giver naturligvis mulighed for at få indsigt i kollegers arbejde. 

Det vigtigste arbejde omkring netværk foregår dog i pauserne, til morgenmaden, frokosten, middagen eller ved en øl om aftenen. Det giver nemlig mulighed for uformel dialog, hvor nye ideer bliver luftet, og hvor der også etableres mere tætte personlige kontakter. 

Den tilbagevendende Nitrogen Workshop blev afholdt 25.-27. juni 2018 i Rennes i Frankrig. Det kan huskes ved at Danmark spillede uafgjort mod Frankrig om eftermiddagen den 26. juni. Jeg kom selv for sent til en del af netværksaktiviteterne (konferencemiddagen), da Air France valgte at aflyse mit fly. Men som det fremgår af foto var flere af de ph.d.-studerende fra Foulum engageret i netværksaktiviteter på dansegulvet.  

Jeg nåede at være med på workshoppens anden dag, hvor jeg mødte mange ”gamle” kolleger, og fik nye kontakter. For mit vedkommende sluttede det af på en fortovsrestaurant i den gamle del af Rennes. At etablere og vedligeholde et netværk er ikke kun en vigtig del af forskningsprocessen, det er også fornøjeligt. 

God sommer til jer alle. Det er nu tid til at pleje det private netværk i sommerlandet.

Nyt fra ledelsen
109987 / i31