Organisering i AGRO

Der er ca. 250 medarbejdere i AGRO. Disse medarbejdere er organiseret i 6 forskningssektioner, 3 markenheder samt et sekretariat (se figur nedenfor). Kortet viser placering af AGRO's forsknings- og undervisningsaktiviteter i Danmark. I det følgende vil der komme en nærmere beskrivelse af organiseringen og de enkelte sektioner. Der vil endvidere blive redegjort nærmere for ledelsesstruktur, koordinering samt delegering af ledelse og inddragelse af medarbejderne.

AGRO forsker i samspillet mellem klima, jord, planter, dyr og mennesker i jordbrugssystemer til fremme af sundhed, bæredygtighed og miljøvenlig produktion af fødevarer, foder og energi. Da jord og klima spiller en vigtig rolle i forskningsaktiviteterne, er AGRO geografisk set fordelt på forskellige lokaliteter i Danmark. Hovedaktiviteterne foregår på AU-Flakkebjerg og AU-Foulum samt på forsøgsstationerne Askov og Jyndevad. Samtlige medarbejdere i CROP og PATENT er placeret på AU-Flakkebjerg. Medarbejderne i JORD, JORNÆR, KLIMA og SYSTEM er alle placeret i Foulum. Medarbejderne i STAB, som primært servicerer forskerne og institutledelsen, er fordelt på AU-Foulum og AU-Flakkebjerg. Medarbejderne i MARK er placeret på alle fire lokaliteter. Disse medarbejdere har ansvaret for gennemførelsen af de mange markforsøg i AGRO, hvilket gør den geografiske nærhed vigtig.

Placering af AGRO's aktiviteter i Danmark

I de følgende afsnit findes en kort beskrivelse af formålene for de 6 sektioner, 3 driftsenheder og sekretariatet i AGRO. En uddybende beskrivelse kan ses her.

Afgrødesundhed (CROP)
Sektionen forsker i afgrødesundhed, som omfatter skadegørere, næringsstoffer og afgrødekvalitet for at bidrage til en miljømæssig og økonomisk bæredygtig planteproduktion.

Entomologi og Plantepatologi (PATENT)
Sektionen forsker i forebyggelse og bekæmpelse af plantesygdomme, skadedyr samt honningbiens sygdomme.

Jordfysik og Hydropedologi (JORD)
Sektionen forsker i grundlæggende jordfysisk, -kemisk og -hydrologisk procesforståelse samt i  at opnå kvantitativ indsigt i jordegenskabernes rumlige udbredelse i lokal, regional samt national skala.

Jordbiologi og Næringsstoffer (JORNÆR)
Sektionen forsker i samspillet mellem plantevækst, jordens frugtbarhed og den biogeokemisk betingede omsætning af næringsstoffer og kulstof i dyrket jord.

Klima og Vand (KLIMA)
Sektionen forsker i samspillet mellem klima og jordbrugsproduktion, herunder hvordan landbrugets klimabelastning kan reduceres, hvordan produktionen tilpasses ændrede klimabetingelser, hvordan vandressourcer bedst udnyttes og beskyttes, og hvordan biomasseproduktionen kan øges under disse hensyn.

Jordbrugssystemer og Bæredygtighed (SYSTEM)
Sektionen forsker i, hvordan forskellige jordbrugs- og fødevaresystemer kan udvikles i en bæredygtig retning. Der fokuseres på balancen mellem produktionens konkurrencedygtighed, natur- og miljøpåvirkningen samt bidraget til landdistrikternes udvikling, og hvordan denne påvirkes af agronomisk-biologiske faktorer, fødevarekæders organisering og reguleringen af landbrugsproduktionen.

Markforsøg og Semifield (MARK)
MARK består af 3 driftsenheder i Foulum, Askov og Flakkebjerg, som udfører praktiske forsøg på instituttets unikke forskningsfaciliteter, herunder forsøgsstationer og semifieldanlæg med forskellige jordtyper og klima.

Sekretariatet (STAB)
Sekretariatet yder administrativ understøttelse af såvel institutledelsen som instituttets øvrige medarbejdere i deres forsknings-, uddannelses- og myndighedsaktiviteter.

123052 / i31