En velkommen boost til specialet
Når en studerendes speciale kan hæves til et højere niveau ved hjælp af særlige men dyre laboratorieanalyser, er muligheden for at søge et stipendiat kærkommen.

Penge er ikke alt, men de er en god hjælp, når man som studerende har brug for at få foretaget dyre laboratorieanalyser for at sætte prikket over i’et i sit speciale. Heldigvis er der mulighed for studerende at søge midler via Fonden Frands Christian Frantsens Legat.
Det gjorde specialestuderende Jens Christensen på kandidatuddannelsen Agro-Environmental Management – og det lykkedes ham at få tildelt et stipendium på 21.000 kr. Han studerer på fjerde semester og er i gang med at skrive speciale om noget så aktuelt som lovpligtige efterafgrøder med seniorforsker Elly Møller Hansen som vejleder.
- Jeg undersøger mulighederne for optimering af efterafgrøder til biomasseproduktion, herunder optag af diverse elementer, og som virkemiddel til reduktion af nitratudvaskning. Udgangspunktet er markforsøg i projektet ”Nye Efterafgrøder”, forklarer Jens Christensen.
Analyser kommer flere til gode
I projektet bliver 18 efterafgrøder screenet for deres potentiale som nye lovpligtige efterafgrøder. Udover at bestemme kvælstofoptagelse bliver plantematerialet også analyseret for 37 grundstoffer, herunder zink, kobber, og fosfor.
- Det gør vi med henblik på at undersøge mulighederne dels for oprensning af jord forurenet med zink eller kobber f.eks. i forbindelse med svineproduktion, og dels vil ph.d.-studerende Julie Christensen bruge data om fosforoptaget til at undersøge, hvorvidt nogle af efterafgrøderne kan bruges til at forøge plantetilgængeligheden af fosfor i et sædskifte, siger Jens Christensen.
Det var til analyse af de 37 grundstoffer på et kommercielt laboratorium i Canada, at Jens søgte midler hos Fonden Frands Christian Frantsens Legat. Han blev gjort opmærksom på fonden af professor Bent Tolstrup Christensen, der var vejleder på Jens’ bachelorprojekt. Ansøgningen blev sendt afsted 2. oktober 2017 og Jens fik svar 3. november 2017.
- Min vejleder Elly Møller Hansen gav mig gode råd, men ellers var det ikke svært at skrive ansøgningen. Den var enkelt at udfylde, men når man aldrig selv har lavet en ansøgning om fondsmidler før, kan man godt komme i tvivl. Din vejleder kan også hjælpe med at tilrettelægge dit speciale i henhold til de muligheder, som de ekstra midler kan give, såfremt dette ikke er tænkt ind fra starten af projektet, siger Jens Christensen, der anbefaler sine medstuderende at søge midler.
- Der er ingen grund til ikke at gøre det! Specielt hvis man planlægger at anvende analyser eller metoder, der er lidt udover de gængse ”rugbrødsanalyser”.
Du kan læse mere om fonden og hvordan man søger stipendier og rejselegater hos den i artiklen ” Tilbud til studerende: PENGE”. Deadline for ansøgning er 3. april 2018.