AGRO og FN sigter mod de samme mål

AGRO sætter yderligere fokus på FN’s bæredygtighedsmål i 2018, hvilket er fint i tråd med indsatserne i vores forskningsfaglige flagskibe.

Foto: FN

I 2015 satte FN en dagsorden for bæredygtig udvikling på verdensplan med 17 mål, der hver især har delmål, som skal nås indenfor 15 år. AGRO’s forskningsfaglige flagskibe bidrager direkte til mindst fire af de 17 mål for bæredygtig udvikling.  Derfor er det planen, at vi i 2018 sætter fokus på AGRO’s rolle i opfyldelse af målene. Dette fokus er i tråd med de overordnede nationale og internationale forpligtelser om at arbejde for målenes opfyldelse. 


Læs også Landbruget kan bidrage til FN’s bæredygtighedsmål og FN’s bæredygtighedsmål – hvad betyder det for os? 


Forpligtelserne afspejler sig i stigende grad i både danske og internationale forskningsopslag, ikke mindst Horizon 2020. Fokusset på målene for bæredygtige udvikling afspejler desuden lignende aktiviteter på de forskningsinstitutioner, som vi plejer at sammenligne os med.

Jeg forventer, at dette fokus vil bidrage til at profilere AGRO som et institut, der bidrager til målene på et højt forskningsmæssigt niveau, og at det vil gøre os bedre til at tilpasse vores forskningsansøgninger med målene. Dette fokus kan potentielt bidrage yderligere til bæredygtighedsmålet om partnerskaber som middel til at opnå målene ved at ruste AGRO til i endnu højere grad at indgå i samarbejder.

Fagligt ligger et fokus på de bæredygtige udviklingsmål i forlængelse af tidligere diskussioner om agroøkologi og bæredygtig intensivering som de paradigmer, der ligger til grund for AGRO’s forskning. Der er således ikke noget begrebs- eller retningsmæssigt nyt i planerne, men snarere tale om en konkretisering, hvorved de bæredygtige udviklingsmål i højere grad danner ramme om, og til en vis grad strukturerer, meget af det, vi allerede ved.

Jeg kunne tænke mig at udmønte dette fokus via eksempelvis, seminarer, frokostmøder, mindre forsknings- og oplysningsprojekter samt artikler rettet mod både et internt og eksternt publikum, men flere ideer er meget velkomne.

For at hjælpe ideerne på vej, opridser jeg i det følgende de fire mål for bæredygtige udvikling, som er mest centrale for AGRO, med forslag til hvor flagskibene kunne spille ind: 

  • Bæredygtighedsmål 2 - Stop sult (Zero hunger) inkluderer fødevareforsyningssikkerhed, forbedret ernæring og fremme af bæredygtigt landbrug. Dette mål relaterer sig til alle fire af AGRO’s flagskibe og er derved helt centralt. 
  • Bæredygtighedsmål 11 - Bæredygtige byer og lokalsamfund (Sustainable cities and communities) er primært relevant for flagskibet Climate-Smart Agri-Food Systems, ikke mindst i forbindelse med forskningen i værdikæder, lokalsamfund, fødevaresystemer og landbrugets organisering. Dette område har desuden stor bevågenhed i den seneste Horizon 2020-arbejdsplan
  • Bæredygtighedsmål 12 - Ansvarligt forbrug og produktion (Responsible consumption and production) relaterer sig også til alle fire af vores flagskibe.  Climate-Smart Agri-Food Systems adresserer de overordnede bæredygtigheds- og forvaltningsmæssige udfordringer omkring naturressourcer og bioøkonomi. Soil Functions’, Sustainable Nutrient Managements og Sustainable Pest Managements forskning i digitale teknologier (og for Sustainable Pest Managements vedkommende plantebeskyttelse) spiller en rolle i forhold til adressering af målets afsnit om fremme af teknologisk kapacitet til at opnå bæredygtighed i produktionen samt håndtering af kemiske stoffer.
  • Bæredygtighedsmål 13 - Klimaindsats (Climate action) adresseres især i Soil Functions og Climate-Smart Agri-Food Systems hvad angår delmål om f.eks. øget resiliens, klimamodellering og den kombinerede klimatilpasningog -mitigationfunktion, som forventes ved at øge jordens kulstofindhold.

AGRO’s forskning er også relevant i forhold til delmålene under mål 7 (Overkommelig og ren energi), mål 8 (Anstændige jobs og økonomisk vækst), mål 14 (Livet i havet) og mål 15 (Livet på land), hvor de to sidstnævnte har fokus på henholdsvis forurening med næringsstoffer og biodiversitet. 

Endelig spiller landbrugsforskningen en betydelig rolle i forhold til bæredygtighedsmål 1 (Afskaf fattigdom), ikke mindst hvad angår styrkelse af robustheden hos fattige bønder overfor klima-relaterede påvirkninger af landbrugsproduktionen. 

Har du ideer til initiativer, som AGRO kan sætte i gang for at rette fokus på vores bidrag til FN’s mål for bæredygtig udvikling? Forskning, synliggørelse, formidling eller andet? Så vil jeg gerne høre fra dig på mail: torsten.berg@agro.au.dk eller telefon: 2485 8115.