Kronik: Emeritus-ordningen

En emeritus er ikke ansat på Aarhus Universitet og modtager ikke aflønning eller vederlag i forbindelse med tilknytningen.  I forbindelse med indgåelse af en emeritusordning, skal der udarbejdes en individuel aftale, hvor samarbejdets nærmere indhold skal fastlægges. En emeritusordning er en tidsbegrænset aftale i 1-3 år, med mulighed for forlængelse. Emeritus-ordningen er beskrevet i detaljer her: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.medarbejdere.au.dk/hovedomraader/Arts/Politikker_og_delstrategier/Emeritus_paa_Aarhus_Universitet_vejledning_REV_FEB23.pdf

I retningslinjerne nævnes bl.a. publicering, færdiggørelse af et konkret forskningsprojekt, deltagelse i forskningssamarbejder, gæsteundervisning, vejledning af bachelor- og kandidatstuderende og med-vejledning af PhD-studerende som eksempler på arbejdsopgaver.

I mit eget forløb har jeg primært beskæftiget mig med publicering. Når man er på lønningslisten er kalenderen fyldt med opgaver relateret til styring af projekter, konkrete forskningsforløb, vejledning af studerende og ikke mindst ansøgninger om eksterne midler. Siden Institut for Agroøkologi blev en del af Aarhus Universitet, har der været en tendens til, at artikler alene bliver en afrapportering af gennemført forskning. Dette skyldes formodentlig delvist, at en stor del af forskningen foregår gennem PhD-projekter. Der er brug for konceptuelle artikler, der sætter den indhentede viden i en kontekst af – helst både-og – det videnskabelige miljø og det omgivende samfund. Som emeritus har jeg mulighed for virkelig at dykke ned i emnet. Det har været fantastisk givende for mig at kunne koncentrere mig fuldt ud om data-tolkning og skriveprocessen. Flertallet af de artikler, jeg har fået ud, består i gen-analyse og nytolkning af eksisterende data. De sidste to artikler, vil jeg selv vurdere, er de mest betydningsfulde, jeg har skrevet.

Skal man se emeritus-tilknytningen i et mere bredt livskvalitets-perspektiv kan jeg pege på tilfredsstillelsen ved den intellektuelle udfordring. Man kan selvfølgelig sætte sig med kryds-og-tværs eller lignende for at holde hovedet i gang. Men – i hvert fald for mig – er der intet, der kan måle sig med de situationer, hvor data taler til en, og man pludselig ser, hvordan tingene hænger sammen og skal beskrives. Så er der også glæden ved at ’kvittere’ for det privilegerede liv, man har haft som akademisk uddannet. Det, at den opsamlede viden, man har oparbejdet, kommer samfundet – bredt betragtet – til gode.

Det sidstnævnte – nytteværdien af et emeritus-forløb – er i øvrigt en af forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale. I retningslinjerne for ordningen er det anført, at det er en forudsætning, at tilknytningen er til gensidig interesse for både den fratrådte medarbejder og universitetet. Man har ikke ret til en ordning, selv om andre pensionerede medarbejdere har en sådan.

Mine erfaringer som emeritus har forstærket en tanke, jeg også havde som ansat. Der er for lidt fokus på, at forskere får den tid og ro, det kræver at gå i dybden i en datahåndterings- og skriveproces. Nogle steder i udlandet opererer man med ’sabbatical leave’, som indebærer en periode med frihed fra andre opgaver. Jeg mener ikke, at en orlovsordning bør indføres som en automatik, der gælder for alle. Men jeg vil mene, at det bør være en opgave for moderne forskningsledelse at tildele ’måneder’ uden ekstern financiering til lovende medarbejdere, der har vist innovative potentialer.

Afslutningsvis vil jeg anbefale, at man sideløbende med ovennævnte berigende tilknytning til universitetet husker at leve sit seniorliv. Der er så meget andet godt i livet. Og som nogen har sagt ”Livet er så kort og man er så længe død”.