40 år med fingrene i den sjællandske muld

Palle Ahm kunne d. 1. april 2022 fejre sit 40-års jubilæum ved en reception i AU Flakkebjerg.

Palle Ahm holder tale i forbindelse med sit 40-års jubilæum ved AU Flakkebjerg. Foto: Charlotte Hamann Knudsen

Den 1. april 1982 trådte Palle Ahm ind af døren på Roskilde Forsøgsstation. Her skulle han arbejde som sommerhjælp i marken. Det var under daværende forstander Poul Rasmussen.

”Den gang var man dis med forstanderen,” fortæller Palle Ahm om sine første år ved forsøgsstationen, der blev drevet noget anderledes end han er vant til i dag ved AU Flakkebjerg.

Forvalteren den gang hed Carl Hansen, og han var af den gamle skole.

”Hver morgen, når vi mødte ind, stillede vi os på række, og så fik vi at vide, hvad dagens arbejdsopgaver ville blive, helt sådan fungerer det ikke længere, nu indgår vi i teams og har et meget større ansvar en den gang,” siger Palle Ahm.

Flair for maskiner 

Nok var Carl Hansen forvalter af den gamle skolen, men han hurtigt et potentiale i Palle Ahm. Han havde nemlig flair for maskiner. Derfor blev en af hans opgaver at vedligeholde og passe maskinerne på forsøgsstationens værksted. Selv kalder han sig autodidakt i landbrugsmaskiner, og det er måske en meget passende titel til en mand, der blandt andet har været med til at udvikle en selvkørende såmaskine, som stadig den dag i dag bruges på markerne omkring Flakkebjerg.

”Jeg har været med til at udvikle vores selvkørende såmaskine i samarbejde med Carl Hansen, vores teknikkere og selvfølgelig også det videnskabelige personale. Sammen havde vi idéer om, hvad en såmaskine skal kunne for at fungere i fremtidens landbrug. Blandt andet lavede vi den sådan, at hvert såskær kan flyttes individuelt, så man kan få den rækkeafstand, man ønsker. Det er efterhånden mange år siden, vi udviklede den, og den kører stadig, selvom den er ved at være lidt slidt,” fortæller Palle Ahm.

Mindre manuelt arbejde

Da Palle Ahm i 1982 begyndte sit arbejde i forsøgsmarkerne, foregik meget af arbejdet manuelt. Alle forsøgsmarker blev f.eks. målt op med landmålerstokke og vinkelspejl, noget der i dag kan gøres via GPS i traktoren. Det manuelle arbejde har dog givet Palle Ahm en grundlæggende viden og erfaring, som ifølge jubilaren er svær for folk at tilegne sig nu til dags.

”Den teknologiske udvikling er gået virkelig hurtig, og det er jo både godt og skidt. Det har gjort hverdagen nemmere og arbejdet er ikke så fysisk hårdt, men udviklingen har også haft betydning rent mandskabsmæssigt og antallet af kollegaer er blevet mindre igennem årene,” fortæller han.

Og det har netop været kollegaerne og det gode samarbejde i gruppen, der har betydet mest igennem årene.

”Jeg forstå ikke, hvor alle årene er blevet af,” siger Palle Ahm, der fortæller, at det samarbejde han har haft de sidste 25 år med teknikkerne og seniorforsker Birte Boelt har været rigtig godt og en af årsagerne til, at han nu kan fejre 40-års jubilæum.

En forsøgsmand af den gamle skole

”Jeg sætter en ære i at mine marker ser godt ud, og at det passer i marken, men det er måske også noget af det sværeste at lære fra sig. Jeg kan ikke lære 40-års erfaring fra mig. Og hvis du spørger mig, så er det vigtigt, at man kan udføre opgaverne manuelt, f.eks. at afsætte marker manuel uden GPS og anden teknologi, så man lærer det grundlæggende først,” siger Palle Ahm.

”Du er en forsøgsmand af den gamle skole,” slog seniorforsker Birte Boelt fast i sin tale til Palle Ahm under fejringen af hans 40-års jubilæum. ”Dine forsøgsmarker er snorlige, og du har altid helt styr på dine marker og forsøg.”

De 40-års erfaring, Palle Ahm har med i bagagen, bliver også svære at erstatte, når han en dag vælger at gå på pension.

”Om det bliver næste år, hvor jeg kan gå på tidlig pension eller om det bliver senere, det ved jeg ikke endnu,” siger jubilaren, der understreger, at han ikke forventer af kunne fejre 50-års jubilæum. ”Selvom lysten til at fortsætte er der, så kan jeg også mærke, at kroppen er slidt efter de mange års arbejde,” siger han. Når tiden er til det, glæder Palle Ahm sig til at nyde sit otium med sin kone, deres 4 børn og 6, snart 7 børnebørn.