AGRO bidrager bredt til Naturmødet 2026

Programmet for Naturmødet er nu officielt offentliggjort, og AGRO er igen i år stærkt repræsenteret med en række faglige oplæg, debatter og formidlingsaktiviteter.

Flere AGRO-forskere bidrager med emner relateret til jord, biodiversitet og arealanvendelse.

Mette Vestergård Madsen og Ida Junker Madsen sætter fokus på jordens mikrobiota og mikrobiel diversitet.

Nina Bergholt Birkedal, Anne Kirstine Heilskov Rasmussen og Trine Poulsen præsenterer, hvordan computersimuleringer kan anvendes til at analysere landskabsændringer og deres potentielle effekter på biodiversiteten i landbrugslandet. Trine Poulsen bidrager desuden med en introduktion til, hvordan disse metoder anvendes i biodiversitetsvurderinger.

Peter Lystbæk Weber deltager i en fælles session om jordens sundhed med fokus på jordens rolle i relation til klima, fødevareproduktion og biodiversitet.

Tommy Dalgaard medvirker i en debat om den grønne trepart, hvor der sættes fokus på, hvordan samarbejde mellem forskellige aktører kan anvendes i praksis til at balancere miljømæssige, samfundsmæssige og økonomiske hensyn.

Kim Hebelstrup bidrager både med formidlingsaktiviteten “Rør ved historien: Vilde planter, oldtidskorn og forskning i dag” samt oplægget “At sprede sin sæd: Om landbrugets oprindelse og fremtid”, hvor han sammen med moderator Jan Falkentoft sætter fokus på landbrugets udvikling fra forhistorisk tid til i dag.

Sabine Ravnskov deltager sammen med kollegaer fra Ecoscience og præsenterer et projekt om biodiversitet og økosystemservices i skovlandbrug på AU’s stand. I den forbindelse præsenterer bachelorstuderende Thea Asser Munk sin bacheloropgave torsdag kl. 17:30 med oplægget “Kan skovlandbrug øge jordsundhed? Regnorme og mykorrhizasvampe som bioindikatorer”. Præsentationen giver samtidig et indblik i studielivet og kan inspirere kommende studerende.

Samlet set afspejler AGROs bidrag en bred faglig indsats, der spænder fra processer i jorden og biodiversitet til landskabsforvaltning og policy-relevante problemstillinger.

Naturmødet finder sted i Hirtshals og samler hvert år forskere, organisationer, myndigheder og borgere om natur, miljø og bæredygtighed. Vi håber at se mange kolleger til nogle inspirerende dage.

I år afholdes det fra 28. - 30. maj.