AGRO ledelse i fokus

I gamle dage var ledelse på universitet underlagt stærke hierarkier koblet til professorer med deres egne grupper. Ved AGRO har vi en anden historik med baggrund i sektorforskningen.

Jørgen E. Olesen. Foto: AU Foto.

Jeg husker dog også, hvordan det var, da jeg startede ved Statens Planteavlsforsøg for mere end 40 år siden. Dengang var det forstanderne på forsøgsstationerne, der var enerådende. Sådan er det ikke længere, men vi har stadig et ledelseshierarki – med rektor i toppen.

I AGRO udfolder ledelse sig på mange måder, herunder med sektionsledere og projektledere, men der er også megen anden form for ledelse blandt både det videnskabelige og det tekniske personale. Mit indtryk er, at det fungerer rigtig godt, især fordi vi anerkender betydningen af samarbejde og af et godt arbejdsmiljø.

Samarbejde styrker os både som institut og som individer, men det kræver tillid mellem mennesker, og det er noget der aktivt skal understøttes ledelsesmæssigt. Det er i virkeligheden simpelt – sammen er vi langt større og stærkere end summen af os som enkelte individer. Det er, hvad ledelse har som opgave at understøtte.

AGRO vokser, og vi ændrer os også i takt med samfundets forventninger til os. Det er en naturlig og god proces, som vi skal deltage aktivt i. Jeg er stolt af det engagement, som alle medarbejdere lægger i at udvikle os som et ledende forskningsinstitut inden for landbrugets grønne omstilling. Jeg ved, at det trækker store veksler på mange medarbejdere. Men det er vigtigt – og meningsfyldt. Vi bidrager til en bedre verden.

For at vi kan fungere godt, skal vi også have god ledelse og godt lederskab. Det har mit store fokus, og jeg er enormt glad for ledergruppen i AGRO. Den fungerer godt, og vi forsøger også at udvikle os. Udvikling kræver også ændringer, og her til efteråret kigger vi ind i nogle større ændringer i ledergruppen. Det sker med fuld accept af medlemmerne i ledelsen.

Vi får fra 1. september ny leder af sekretariatet. Det bliver Ida Thoft Jensen, som er uddannet cand. scient. pol. fra AU og har en master i offentlig ledelse. Hun kommer fra en stilling som strategisk rådgiver ved SEGES Innovation. Birgit Langvad vil fortsætte i sekretariatet med at udvikle vores administrative systemer, så de fremadrettet understøtter os alle endnu bedre.

Fra 1. september overtager Mette Vestergård Madsen ledelsen i PATENT efter Mogens Nicolaisen. Vi skylder Mogens stor tak for hans solide indsats, ikke kun i sektionen men også i LAMU og andre sammenhænge. Han har trukket et stort læs, men har også fortjent tid til det han brænder for – forskningen. Mette tager over, og jeg oplever, at hun har fuld opbakning i sektionen. Jeg glæder mig til samarbejdet.

Fra 1. oktober overtager Marie Trydeman Knudsen som leder af SYSTEM efter Tommy Dalgaard. Det vil give Tommy bedre tid til at varetage de mange netværks- og projektaktiviteter, som han er involveret i. Det har han brug for, og det vil også understøtte instituttet fremadrettet. Marie er vores nye professor i LCA, og nu har hun så også fået rollen som sektionsleder. Jeg har talt med medarbejderne i SYSTEM og oplever fuld opbakning til Marie. Jeg ser frem til samarbejdet i ledergruppen.

Ledelse fungerer ikke i et tomrum. Det er vigtigt, at I som medarbejdere støtter jeres ledere. Det gør I bedst ved at være ærlige og informative over for ledelsen. I skal ikke være bange for at gå til lederen med jeres problemer – også de svære af slagsen. Hvis modet svigter i forhold til jeres nærmeste leder, så står min dør altid åben, men det kræver nok, at I booker tid i min kalender.