AI møder onkel Harald
Jeg er ikke ekspert udi elektronik. Men det skulle min AI-ven angiveligt være, så med dens hjælp loddede jeg sensorer, kondensatorer og andre eksotiske sager sammen – med et kraftigt batteri oveni. Derefter tog jeg hen til Onkel Harald (Harald Nyborg) for at købe en plastikboks til at sikre min kreation mod regn og fjendtlige snegleinvasioner.
Det er klokken 8 om morgenen. Jeg roder med min elektronik mellem reol 12 og 13, hvor jeg har fundet en lille platikboks. Den ser lovende ud. Ha! Låget klikkede på plads. Den passede lige præcis. Batteri og det hele. Det er min magiske sorte boks! Jeg er et geni! Min sorte boks virker også overstadig, idet den begynder at udsende en konstant strøm af røg. Krydsede ledninger. Kortslutning. Panik.
Jeg splitter febrilsk min kasse i ikke-elektrisk ledende dele og forlader diskret butikken, hvor mit eneste spor er en nørdet lugt af brændte kredsløb. Tilbage på kontoret møder jeg min AI-ven:
– "Ville det være muligt at tilføje en sikring?", spørger jeg henkastet, "Bare sådan af sikkerhedsmæssige årsager?"
– "Selvfølgelig", svarer den, "Det er faktisk standard i sådan et design"
Jeg overvejer seriøst at nedgradere den fra at være 'min AI-ven' til 'min venlige AI', mens jeg indser, at vi sammen er ved at tage fart på glidebanen. Nedad og med bind for øjnene.
AI fungerer ved at uddrage de informationsmønstre fra internettet, som er tilstrækkelige til at besvare vores spørgsmål, uanset om man beder om mønstre, der ligner elektronik, eller mønstre, der følger reglerne i en videnskabelig artikel. Det svar, den giver, kan være sikkert, meningsfuldt eller interessant, men det er blot en bivirkning af dens superkræfter til mønstergenkendelse og rekombination af information. Mens du taler med AI, prøver du at guide den til at producere mønstre, der opfylder dine behov, men den vil ikke nødvendigvis tjekke, om resultatet er sikkert, medmindre det skulle falde dig ind at spørge om det.
Det er almindeligt at finde videnskabelige artikler, der er ren form uden indhold. Deres intetsigende ordskvalder leder dem tilsyneladende gnidningsfrit gennem tidsskrifternes kvalitetskontrol. Det er ironisk, at jo mere sofistikeret AI bliver, desto lettere bliver det at 'skrive' sådanne artikler. En lavine af velskrevne, men fuldstændigt overflødige – og muligvis misvisende – videnskabelige artikler er under opsejling. Snart vil disse artikler begynde at citere hinanden og føre forskere og forskningsmidler ud i frugtesløs søgen gennem mørke kaninhuller. Men en dag kan denne hoved- og hjerteløse afsøgning af informationsrummet resultere i en hændelse, der sætter et laboratorium eller verden i brand, blot fordi forskeren ikke tænkte på at stille AI det spørgsmål, der ville have tilføjet en 'sikring':
– "Wow! Det ser kompliceret ud. Jeg forstår det ikke helt, men jeg spekulerer på, hvad der ville ske, hvis jeg nu forbandt A og B?"