Aktiviteter under COVID-19 hos AGRO
Overblik over AGROs aktiviteter i de næste uger. Hvilket opgaver gennemføres, og må du tage på sit kontor for at hente materiale eller arbejde?
Vi kører nu på sjette uge med nedlukning af vores universitet, og vi kan se frem til mindst to uger mere. I princippet har Regeringen lukket fysisk for alle offentlige institutioner bortset fra dem, der vurderes at udføre kritiske samfundsfunktioner. Den gruppe tilhører vi ikke, generelt anses forskning ikke som værende samfundskritisk, men det betyder dog ikke, at vi er lukket helt ned i AGRO. Vi har en særlig rolle i forhold til samfundets fremtid, og derfor gennemfører vi stadig kritiske aktiviteter i mark, laboratorium, semifield og væksthuse. Aktiviteterne det drejer sig om er:
- Gennemførelse af forsøg og forberedelse af forsøg i marken, hvor alternativet er at et helt års data går tabt.
- Gennemførelse af prøvetagninger i forbindelse med moniteringer, hvor vedligehold af dataserier er kritiske og/eller hvor der samtidig er behov for tilsyn med instrumenter.
- Vedligeholdelse af kritiske plante- og dyrepopulationer.
- Analyser af kritiske plante-, vand- og jordprøver, der vil gå tabt hvis analyserne udsættes.
Det er et krav, at disse aktiviteter gennemføres i henhold til Retningslinjer for gennemførsel af kritisk arbejde under COVID-19 (Link til retningslinjerne).
Alle aktiviteter skal godkendes af ledelsen. Er du i tvivl om noget, skal du kontakte din nærmeste leder.
Regeringen har meldt ud at der vil blive lukket op for brug af forskningslaboratorier, men det er endnu uklart hvilke konsekvenser dette vil have for aktiviteterne i AGRO. Dette forventes afklaret i den kommende uge.
Kontorfaciliteterne
I perioden med nedlukning vil kontorerne generelt været lukket, og der gennemføres ikke rengøring af kontorer. Adgang til kontorer må ske i korte tidsrum (op til ca. 20 min.), primært i forbindelse med at hente materiale, uploade data eller gennemføre databearbejdning. Al adgang til kontorene skal aftales med sektions- eller driftsleder. Kun i helt særlige tilfælde kan der gives adgang til brug af kontorer til kontorarbejde begrundet kritiske individuelle hensyn, og det er kun institutlederen, der kan give adgangen. Ved brug af kontorer både til korte besøg eller kontorarbejde skal for gennemførsel af kritisk arbejde under COVID-19 overholdes.
Overholdelse af retningslinjer er vigtigt
Det er bydende nødvendigt, at Retningslinjer for gennemførsel af kritisk arbejde under COVID-19 overholdes. Både i forhold til smitterisiko for medarbejderne, men også for vores omdømme i forhold til at håndtere denne samfundskritiske situation. Hvis du er i tvivl om noget, så kontakt din nærmeste leder. Og husk at alle aktiviteter skal godkendes af ledelsen.
En gradvis genåbning af laboratorieforskning – måske allerede fra denne uge
På baggrund af statsministerens udmelding fredag morgen, bliver der nu mulighed for en delvis genåbning af forskningslaboratorier for forskere og studerende. Det fremgår klart af statsministeriets udmelding, at den gradvise genåbning skal ske på ansvarlig vis, og at der skal aftales retningslinjer, der gælder for alle universiteter. Gennem formandsskabet i Danske Universiteter indgik Aarhus Universitet allerede fra i fredags i en dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet om de fælles retningslinjer. Så snart der er fælles retningslinjer på plads, kommer der en melding ud via institutlederne om, hvordan man griber genåbningen an lokalt - forhåbentlig i midten af denne uge. Indtil da må alle fortsætte som hidtil med at arbejde hjemmefra. Der er tidligere fredag gået en orientering ud via institutterne.