Arbejdsglæde og godt kollegaskab under COVID-19
Kan vi bevare arbejdsglæde og godt kollegaskab, eller er det forsvundet under COVID-19?
Arbejdsglæden, hvad enten man arbejder hjemme eller er fysisk på arbejde, fornemmer jeg både for kolleger og jeg selv har lidt skade siden COVID-19 indtog i marts 2020. Der forestår derfor en stor opgave i at genskabe arbejdsglæde og hermed det gode kollegaskab, når vi alle er fysisk tilbage i Flakkebjerg/Foulum.
Varetagelse af kritiske opgaver har krævet fysisk tilstedeværelse og uden den store indsats fra disse kolleger, var vi aldrig lykkedes med at udføre og fuldføre forsøgs- og projektarbejderne. Stor ros til de kolleger, som har skullet arbejde under nye konditioner samt stramme COVID-19 retningslinjer.
Hjemmearbejde har vist sig at kunne fungere. Alle opgaver løses, og det er endda lykkedes at få sendt rigtig mange projektansøgninger afsted. Hjemmearbejde har for nogen givet tid til ro og fordybelse, hvilket der ikke altid er i samme grad ved fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen. Men at arbejde hjemme kræver noget andet af os alle i forhold til samarbejde og pleje af kollegaskabet. Ulempen ved hjemmearbejde er, at den daglige sparring forsvinder og dermed risiko for at også det gode kollegaskab forsvinder. Det er derfor utrolig vigtigt, at sektioner og grupper afholder virtuelle møder, gerne uden fast agenda og i et mere åbent forum, hvor alle deler, hvad der fylder for dem. Dette for at få en bedre føling med hinanden, og hvad hver enkelt arbejder med pt.
COVID-19 har påvirket alle i større eller mindre grad, og det er vigtigt at huske, at det er lige så vigtigt at arbejde hjemme som at være fysisk på arbejde. Det er derfor essentielt med social støtte i kollega- og lederskabet, og at man er opmærksom på hinanden. Det fremmer trivsel og arbejdsmotivation.
Når man sidder alene – det kan være på hjemmekontoret eller fysisk på arbejdet, kan man opleve, at man er alene med de vanskelige og de rutineprægede opgaver. Det kan gøre det sværere at opretholde motivationen. Derfor er det ekstra vigtigt med et virtuelt/fysisk skulderklap og anerkendelse af hinandens indsats.
At arbejdsglæden er under pres skyldes ikke kun COVID-19, men også TECHs økonomi og de dermed varslede besparelser i AGRO. Sidst men ikke mindst er nedlukningen af kantinen på Flakkebjerg også et skår i arbejdsglæden, hvilket der arbejdes intenst på at udbedre.
Vi har altid haft en fantastisk arbejdsplads med masser af arbejdsglæde og godt kollegaskab, som jeg håber på trods af COVID-19 og dårlig økonomi kan genskabes, når vi alle er tilbage på arbejdspladsen. Jeg er sikker på, at I – alle mine gode kolleger – vil hjælpe med til at genskabe arbejdsglæden og det gode kollegaskab. Vi ses snart på arbejdspladsen.