At skabe netværk er afgørende for etablering af erhvervssamarbejde
Netværk, netværk, netværk. Det var et væsentligt budskab, man kunne tage med hjem fra seniorforsker Birte Boelts indlæg om erhvervssamarbejde, som hun holdt på juniorVIP-mødet i Foulum
Et naturligt forløb, når to partnere hver for sig har noget, som den anden kan bruge, er at samarbejde med hinanden. Det er hvad Agroøkologi gør med erhvervet og ønsker at gør endnu mere af – i tråd med ambitionerne i Science and Technology.
Science and Technology ønsker at øge sit samarbejde med erhvervet. En væsentlig grund til dette er, at tilskudsgivere i stigende grad forlanger, at der er erhvervspartnere i forskningsprojekter. Et af de skridt, som AGRO har taget i denne retning, er etablering af et erhvervsudvalg. Seniorforsker Birte Boelt, CROP, er formand for udvalget, som også tæller et medlem fra hver af AGRO’s sektioner.
Du kommer til at høre mere om erhvervsudvalget i AGRO Biweekly i den nærmeste fremtid. Indtil videre holdt Birte Boelt et indlæg om erhvervssamarbejde på juniorVIP-mødet i Foulum den 21. september 2015.
Hun nævnte flere eksempler på, hvordan Science and Technology har faciliteter eller knowhow, som erhvervspartnere finder tiltrækkende, og som vi kan dele med dem i bytte for hvad de kan tilbyde, f.eks. finansiering, produktudvikling eller marketing. Vi kan eksempelvis tilbyde:
- Moderne, dyrt udstyr
- Komplicerede opstillings- og afprøvningsfaciliteter
- Computerprogrammeringskapacitet
- Genomisk selektion
- Nye sorter af sygdomsresistent hvede
De forskningsresultater, som AGRO producerer, er tæt forbundet med hvad landmænd har brug for og kan anvende. Det er derfor vigtigt, at vores viden kommer i arbejde og at den ikke standser ved peer review-processen. Her kan samarbejde med erhvervet spille en vigtig rolle.
Der ligger en udfordring i at finde ud af, hvordan man kommunikerer med hinanden om hvad vi laver og hvad vi kan tilbyde. I denne forbindelse er det afgørende at møde potentielle erhvervspartnere hvor de er; med andre ord at opbygge et godt netværk. Det er vigtigt at lære erhvervet og deres interesser, mål og tankesæt at kende.