Bæredygtig forskning skal føres ud i praksis
Som forskere og ansatte bør vi også selv agere bæredygtigt, så vores anvisninger om, hvordan andre skal være bæredygtige ikke bare er varm luft.
Verdenssamfundets fokus på bæredygtighed startede sidst i 1960’erne, da de miljømæssige konsekvenser af den anden industrielle udvikling og den grønne revolution viste sig. Spørgsmålet om, hvorledes man kan løfte millioner af mennesker ud af fattigdom uden at ødelægge miljøet, var allerede i 1972 temaet for FN’s konference om ”Human Environment”.
Temaet har gentagne gange været i fokus i FN-regi og senest i 2015, hvor FN formulerede de 17 bæredygtighedsmål (Sustainable Development Goals eller SDG).
I lyset af den åbenbare klimakrise ser det ud til at budskabet denne gang har større gennemslagskraft både hos lægmand og politikere.
AU’s topledelse har i forbindelse med det igangværende strategiarbejde ønsket at AU fremover i højere grad målrettes imod at finde løsninger på de mål, som er formuleret i SDG’erne. Som en konsekvens heraf er diskussionen rejst, om vi skal lave ”bæredygtig forskning” altså om vores forskning fremover skal have et mindre klima- og miljøaftryk – eller om vi skal sidde i vore elfenbenstårn og formulere hvorledes borgere, landmænd og industri skal ændre adfærd for at løse klimakrisen.
Det sidste skal vi selvfølgelig ikke, og derfor havde AU’s topledelse taget initiativ til workshoppen ”How do we create a more sustainable AU?” hvor ideer til de fire temaer ”Transport og indkøb”, ”Fødevare og affaldshåndtering”, ”Grøn campus” og ”Andre forslag” blev drøftet.
Jeg vil i flæng nævne enkelte af forslagene: Færre flyrejser, indkøb af elbiler, affaldssortering på AU, færre kødretter i kantinen, AU-kantiner med too good to go-systemet, erstatning af græsplæner med insektvenlig vegetation, etablering af medarbejder-/studerendekøkkenhaver, obligatoriske fag om bæredygtighed og grønt regnskab.
Jeg håber, at vi sammen kan holde fokus på, at vores forskning i bæredygtige jordbrugsproduktion fremover skal være mere bæredygtige ved at få nogle af disse fantastiske forslag gennemført, så det hele ikke ender med en gang endnu varmere luft.
I AGRO har vi i selvevalueringen skrevet, at en bæredygtig adfærd bør være en del af vores vision. Det kan du læse i artiklen "Første del af evalueringen er overstået", hvorfra der henvises til selvevalueringen. I forbindelse med vores egen bæredygtig adfærd er det især side 25-26 i selvevalueringen, der er relevant - og som jeg opfordrer til, at man drøfter videre i sektionerne.