Berlingske sætter det blinde øje for

Så kom der igen fokus på Aarhus Universitets arbejde forud for Fødevare- og Landbrugspakken. Denne gang kastede Berlingske sig over håndteringen af Danmarks Naturfredningsforenings kritik af beregningerne fra AU. Det bliver i avisens meget omfattende dækning fremstillet som nærmest et faktum, at AU’s ledelse under et ”krisemøde” har givet forskerne mundkurv på af frygt for at miste myndighedskontrakten og tvunget forskerne til at vende 180 grader i deres holdning. Desuden mener Berlingske, at ministeriet har lagt pres på AU for at levere et notat, som kunne redde ministeren i et samråd.

Set fra min stol er det sensationsjournalistik af værste skuffe! Som involveret i både det kritiserede notat og i respons-notatet, og som deltager i det famøse ”krisemøde på AU”, må jeg konstatere, at avisens fremstilling er så langt fra virkeligheden, som man næsten kan komme. Ingen har fået mundkurv på (hvem ville overhovedet finde sig i det), og ingen af forfatterne har ændret mening (selvom Berlingskes journalister gør deres yderste for at få det til at fremstå sådan). 

Ministeriet har ikke lagt pres på AU og AU-forskere. Når notatet blev færdigt før samrådet, skyldes det forskernes interesse i at forklare de dele af kritikken, vi var uenige i. Hvad skulle formålet være med, at politikerne diskuterede på et forkert grundlag? 

Faktisk mener jeg, at AU har ageret yderst kompetent i denne sag. På alle niveauer er kritikken taget alvorligt, og der er lavet en grundig forskningsfaglig gennemgang (læs ”Redegørelse i forbindelse med notatet  ”Analyse af forudsætninger for Landbrugspakken”  fra Danmarks Naturfredningsforening”), som på alle måder holder vand. Det fremgår, at ”Samlet set giver DN’s kritik ikke anledning til at ændre AU’s konklusioner om marginaludvaskningen fra november 2015”.

Efter sådan en omgang sidder man tilbage med flere spørgsmål. Det fremgår klart af vores notat, at kritikken var uberettiget. Hvorfor interesserer Berlingske sig ikke for det? Journalisterne har efterfølgende kontaktet hele forfatterkredsen for at få udtalelser om mundkurv, meningsskift og pres. For mit vedkommende kunne jeg ikke bekræfte noget af det – tværtimod. Det samme har jeg hørt fra andre. Hvorfor er disse interviews udeladt i dækningen?

Journalisterne har tilsyneladende ikke haft noget reelt ønske om at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. De har været godt hjulpet af forskere med marginal indsigt i forskningsområdet, forskere med andre dagsordener og politikere med særinteresser. Det er så blevet til en fantasifuld opbygget konspirationsteori, som vel mest har til formål at øge avisens salgstal og jagte Cavlingpriser.

Selvom det er frustrerende at møde pressen på denne måde, skal og bør vi fortsat samarbejde med medierne for at belyse fakta på en afbalanceret og korrekt måde. I den forbindelse vil jeg henvise til AGRO’s nye pjece ”Når journalisten ringer”, der har en række gode tips til, hvordan man gebærder sig i mødet med pressen.