Deadlines og en brækket arm
Vi har fået en ny kaffemaskine i Klimas kaffehjørne. “Endelig”, ville de fleste lokale brugere nok sige, for den gamle levede et liv præget af håb blandet med et mønster af tilfældige nedbrud.
Da “kaffemaskine” hører til samme kategori som “maden i kantinen” og “vejret” – altså noget man altid kan brokke sig over – havde vi en længere diskussion om, hvad der egentlig var vigtigst ved en ny maskine. Skulle den være skinnende rød, så alle kunne se, at den var ny, eller var størrelsen på affaldsbeholderen vigtigere i længden? Vi valgte det sidste. Når jeg siger “vi”, skal det dog læses som, at Friederike stod for det hele – oven i alle hendes andre opgaver som sektionskoordinator.
“Halleluja-dagen” kom, og bortset fra at den nye maskine ikke passede på den gamle hylde, fik vi den op at køre. Men! Efter omkring 22 kopper god kaffe brækkede den nye maskine en arm – armen, der doserer kaffe ned i bryggeren, knækkede simpelthen midt over. Så i stedet for en god kop kaffe, serverede maskinen “depresso” og et alvorligt tilfælde af osteoporose. Friederike fik fat i serviceteknikeren og fik det løst.
Friederike er én blandt mange kolleger på instituttet, som hver dag fikser de “brækkede arme” i vores arbejdsliv. Kolleger, som møder ind med en tilgang, der minder om: “Jeg forventer det uventede, og jeg vil gøre mit bedste for at håndtere det med et smil.”
Det, der til gengæld ikke er uventet, er den konstante strøm af deadlines. Ansøgninger, undervisning, afhandlinger, projektleverancer, myndighedsbetjening osv. I sidste uge var det Plantefonden og Organic RDD, for et par uger siden EU-opslag, og i denne uge er det DFF – bare for at nævne nogle få ansøgningsfrister. Går man ned ad gangen på en af vores lokaliteter, kan man være ret sikker på, at der bag en af dørene sidder en kollega og forsøger at nå en deadline.
At nå deadlines og fikse de “brækkede arme” er selvfølgelig en vigtig del af vores arbejde. Men det er også værd at huske, at det netop er alle de små daglige bedrifter, der får vores arbejdsplads til at fungere. Får vi egentlig anerkendt dem nok? Måske er det lige voldsomt nok at åbne champagne og servere kage hver gang, men vi skal huske at give både os selv og vores kolleger et klap på skulderen og sige: “Godt arbejde.” Anerkendelse af de daglige bedrifter er noget, vi løbende skal minde hinanden om at få gjort.