Deadlines og praktisk information vedr. indberetning af publikationer for 2019 i Pure

Onsdag d. 15. januar 2020 er sidste frist for at indberette publikationer med udgivelsesår 2019. Det er også sidste frist for at gøre dine publikationer Open Access tilgængelige.

Foto: Lars Kruuse - AU Foto

Er du forsker eller administrativ medarbejder, som registrerer i Pure, er dette relevant for dig.

Registrerer du publikationer i Pure, skal du tjekke følgende inden den 15. januar 2020:

  • Er alle dine publikationer registreret i Pure?
  • Er dine registreringer med udgivelsesår 2019 færdiggjort?
  • Har nogen af dine publikationer ændret udgivelsesstatus, siden du registrerede dem?
  • Er dine publikationer oprettet i den rigtige kategori ('forskning', 'formidling', 'rådgivning' og 'undervisning')?
  • Er angivelsen af ”peer review” korrekt for dine publikationer?
  • Er Open Access-status korrekt for relevante publikationer?

AU’s nøgletal, BFI-point og resultat i Open Access Indikatoren er baseret på validerede data i Pure. Det er nødvendigt, at fristen overholdes. AU Pure kan ikke garantere, at publikationer, der indberettes efter fristens udløb, kan nå at blive valideret og talt med.

AU nøgletal

I begyndelsen af marts opgør AU Pure universitetets forskningsproduktion. Opgørelsen indeholder antallet af validerede publikationer med udgivelsesår 2019 og indgår som en del af universitets årsrapport.

Open Access Indikatoren

I begyndelsen af marts 2020 høstes publikationer med udgivelsesår 2018 til den danske Open Access indikator. Derfor skal du sørge for, at Open Access status på dine publikationer fra 2018 er korrekt. Se også gerne på publikationer fra 2019, så du har alt opdateret. Upload det accepterede manuskript til Pure, hvis du har forlagets tilladelse til at parallelpublicere det. Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til Open Access, kan du kontakte din kontaktperson ved AU Library. Du kan læse mere om Open Access her.

Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI)

I juni 2020 høstes publikationer med udgivelsesår 2019. BFI-publikationer benyttes til at fordele en del af de nye basisforskningsmidler til universiteterne. Rettidig indberetning af universitetets publikationer er derfor essentiel. Du kan læse mere om BFI på Styrelsen for Forskning og Uddannelses hjemmeside.

Spørgsmål kan rettes til Anne Mette Emdal Navntoft (amen@au.dk) ved AU Library.