DECENTRALT FOLKEMØDE I DET TIDLIGERE CENTRALKØKKEN
Aarhus Universitet bidrog torsdag den 17. juni til årets folkemøde med foredrag og debatter, livestreamet fra The Kitchen, AU's iværksætterhub for forskere og studerende. Der blev livesendt 8 digitale foredrag og debatter med forskere fra et bredt spektrum af fagområder – og sammen med politikere, iværksættere og samarbejdspartnere bød de livligt ind i debatten gennem dagen. Alle bidrog med inspirerende og spændende input til dagens emner.
Rektor Brian Bech Nielsen bød velkommen og deltog undervejs i en debat om, hvordan studerende og forskere får de bedste rammer for innovation og entreprenørskab på universiteterne. Penge er et godt sted at starte, var den korte melding, serveret med et smil fra rektor til de to politikere i panelet, Mona Juul (K) og Jens Joel (S).
Universitetets folkemøde-program var sammensat ud fra aktuelle emner fra og på tværs af universitetets 5 fakulteter. Der blev bl.a. debatteret håndtering af COVID-19, og det skete både med en samfundsmæssig og medicinsk vinkel. Som efterspil til årets MatchPoints-konference var der også en debat om digitalisering og demokrati samt forskningsbidrag om offentlig ledelse, lavbundsjorde, blockchain og udfordringen med at få flere kvindelige iværksættere i Danmark. Og der blev rejst og vendt det spørgsmål, om der er nye brølende 20’ere på vej, som i sin tid efter den spanske syge.
Se eller gense dagens program her:
- Velkomst med Brian Beck Nielsen, rektor på AU
- Hvad betyder digitaliseringen for tillid og demokrati i det kommende årti?
- Hvordan er en blockchain opbygget – og hvad kan den bruges til?
- Innovation og entreprenørskab: hvordan sikrer vi de bedste rammer for studerende og forskere på universitetet?
- Hvorfor er der markant færre kvindelige iværksættere i Danmark?
- Krisehåndtering under COVID-19 i retrospekt
- Hvordan kan offentlige ledere arbejde for at øge resiliens i deres enheder?
- Er de nye brølende 20’ere på vej?
- Lavbundsjord har X-faktor i klimakampen – forstå hvorfor!
I øvrigt er der også mulighed for at følge debatter med AU-forskere via Folkemødets hjemmeside.