Det nye år byder på en række spændende opgaver
Bæredygtighedsmål, strategi og økonomi er nogle af nøgleordene for de aktiviteter, som AGRO vil beskæftige sig med i 2019.
Vi tager nu fat på et friskt, nyt år. 2019 tegner sig til at blive spændende på flere fronter. Heldigvis er de fleste af vores kommende udfordringer gode, men vi kan ikke se bort fra, at der også er truende skyer på horisonten.
I den første halvdel af året vil der gå en del tid med at arbejde på AGRO’s strategi for 2020-2025. Det er en lang men spændende proces. Vores strategi skal være visionært og ambitiøst og afspejle samfundets behov for blandt andet bæredygtig fødevareproduktion og -forbrug, cirkulær bioøkonomi og klimaindsatser.
Vi tog hul på processen sidste år, blandt andet på junior VIP- og seniorVIP-møderne i efteråret. Her fremkom der mange rigtige gode bud på visioner samt hvordan vi kan bidrage til FN’s bæredygtighedsmål og flette dem ind i ST's kommende strategi. FN’s bæredygtighedsmål bliver nemlig en integrerede del af vores strategi. Det er kun godt, for de passer som fod i hose med AGRO’s forskningsområder.
Den næste opgave i strategiprocessen er at skrive en selvevalueringsrapport om instituttet ud fra en fastlagt skabelon. Selvevalueringen skal blandt andet indeholde beskrivelser af forskningsindsatserne i sektionerne, og det arbejde er sektionerne godt i gang med. Et eksternt panel får til opgave at evaluere instituttet på grundlag af vores selvevaluering og et besøg hos os til maj.
Du kan se tidsplanen for strategiarbejdet her.
Aktive juniorVIP på banen
Jeg vil gerne takke for et godt input til strategiprocessen fra både junior- og seniorVIP. A propos juniorVIP, så er jeg glad for at notere mig, at vi har en særdeles aktiv, iderig og engagerede gruppe af ph.d.-studerende og postdocs.
Det har de givet udtryk for med deres mange gode og omfattende ideer på juniorVIP-mødet, men også siden hen, hvor de blandt andet har bidraget konstruktivt og visionært til debatten om, hvordan fremtidens Foulum skal forme sig. De er også kommet med ideer til en række andre nye tiltag, herunder et ph.d.-kursus om emnet agroøkologi. Jeg vil rose vores juniorVIP for deres initiativer og opfordre til, at de fortsætter med deres positive og energiske indsats.
Flytninger og fremtidens Foulum
Debatten om forholdene i Foulum har fyldt en del for medarbejderne i Foulum. Debatten indeholder flere aspekter. En del af øvelsen går ude på at spare husleje her og nu. Vi arbejder derfor med at finde ud af, hvordan vi rent fysisk skal indrette os i bygningerne, så nogle af dem kan siges op. Det andet aspekt af debatten rækker længere ud i fremtiden og kræver visionær tænkning fra alle lag i universitetet. Det handler om, hvordan fremtidens Foulum skal forme sig.
Du kan læse mere om fremtidens Foulum i artiklen ’Så rykker vi sammen…’ her.
Jordbrugsforskning er et af de områder, hvor Aarhus Universitet gentagne gange har ligget i top ti på verdensplan og aktiviteterne i Foulum er kendt og respekteret af de fleste inden for dansk landbrug, men også af mange andre borgere. Det ville være ærgerligt at skrue ned for aktiviteterne – ikke mindst set i lyset af, der disse år er så stærk fokus på netop vores kerneområder nemlig bæredygtig fødevareproduktion, klima og cirkulær bioøkonomi.
Vi må formulere en stærk og langsigtede vision for AU Foulum, så vi fremover kan bidrage med viden i verdensklasse til myndighedsbetjening, erhvervssamarbejde, uddannelse og løsning af FN’s bæredygtighedsmål.
Studerende får bedre forhold
Vores studerende i Aarhus går også en ny fremtid i møde. De jordbrugsvidenskabelige uddannelser skal nemlig flytte til universitetsparken, hvor de vil indgå i en life science-klynge sammen med blandt andre biologistuderende. Der er p.t. omkring 230 studerende indskrevet på uddannelserne inden for jordbrugsvidenskab, så der er gode muligheder for at skabe et hyggeligt og sammenhængende studiemiljø med mindre frafald.
Formanden for AGRO’s uddannelsesudvalg Bernd Wollenweber og studievejleder Rasmus Pedersen arbejder på at arrangere en housewarming for at markere flytningen. Mere herom senere!
Vi skal have et vågent øje på økonomien
Så var der de truende skyer i horisonten, som jeg nævnte i indledningen. Økonomien spøger til en vis grad stadigvæk, men vi har gjort en stor indsats for at få bedre styr på tingene. Budgettet har været rundt i alle sektionerne to gange og nu har vi for første gang i mange år næsten komplette bemandingsplaner inden årsskiftet. Jeg vil gerne sige tak til sektionslederne, projektøkonomerne og sekretærerne for et positivt samarbejde, der betyder, at der skulle komme færre ubehagelige overraskelser i løbet af det kommende år.
Det betyder dog ikke, at vi kan slippe tøjlerne. Vi får ikke flere penge og skal spare på de interne midler. Vi skal derfor i højere grad søge eksterne penge. Hvis vi ikke kan skaffe flere eksterne midler, kan det ende med, at vi ikke når målene i 2019-budgettet. For at have en god fornemmelse for, hvordan det går med at skaffe eksterne midler, har vi indført, at ansøgninger skal drøftes på sektionsmøderne hver måned.
Til sidst vil jeg ønske alle et rigtig godt nytår og glæde mig over, at vi gør det godt i AGRO.