Endnu et flagskib søsættes
AGRO’s flagskib ”Sustainable Nutrient Management” havde kickoff-møde den 15. juni 2017 i Foulum. Det er det tredje af instituttets fire flagskibe, som dermed søsættes.
”Sustainable Nutrient Management” er et område, hvor instituttet i forvejen har omfattende aktiviteter i de fleste sektioner, og hvor enkeltforskere og instituttet er stærkt profileret. Så hvad skulle et flagskib egentlig kunne udrette? Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt, og det er jeg utvivlsomt ikke ene om.
Kickoff-mødet for flagskibet ”Sustainable Nutrient Management”, hvor cirka 25 VIP fra fire AGRO-sektioner var mødt frem, gav dog optimisme i forhold til flagskibets berettigelse. Vi har i AGRO på næringsstofområdet en dybde og bredde, som er unik.
For et bredt udsnit af næringsstoffer har vi ekspertise fra proces- til mark-, gård-, landskabs- og sektorniveau, og kan kæde det sammen på en skala-autentisk og anvendelsesorienteret måde. Det er en betydelig samlet ekspertise og en stærk kultur, som kun meget få miljøer i verden kan præstere.
Flagskibet kan bidrage og supplere til synliggørelsen heraf. Det var også tydeligt på mødet, at en væsentlig rolle for flagskibet er sammenkædning på tværs af sektionerne, og at en bred inddragelse er vigtig.
På kickoff-mødet blev der samlet input til flagskibets indhold og funktion på syv områder, herunder omfang, overlap med andre flagskibe, flagskibets rolle, målgruppe og synlighed, forskningsplatforme, nøgleprojekter, undervisning og talentudvikling samt bidrag til myndighedsbetjening. Det har udmøntet sig i et helt katalog af forslag, som efterfølgende skal bearbejdes og munde ud i en aktivitets- og kommunikationsplan for ”Sustainable Nutrient Management”.