Er foråret kommet?

Tiden nærmer sig for den travle tid i marken. Inden maskinerne ruller ud, er der en del, der skal forberedes.

Ifølge kalenderen er det forår, men der er mange meninger om, hvornår det er forår. Er det, når de første erantis springer ud, eller når lærken begynder at synge? I MARK er det forår, når vi kan komme i gang med at køre gødning ud og begynde at forberede forårssåningen. Så ifølge MARK er foråret endnu ikke kommet.

 

Vi vil meget gerne have forår, men på den anden side, er der stadig en del ting, vi gerne vil bruge tid på, inden markarbejdet går i gang. Dataarbejdet er stort set færdigt og data er leveret videre til dem, der har bestilt forsøgene. Men vi skal have gjort maskinerne klar, der skal laves service og nogle maskiner skal måske ombygges for bedre at passe til de forsøgsopgaver, vi har. Der er nok at tage fat på.

 

Vi har nogle nye maskiner i ordre: En ny forsøgssprøjte; en ny græshøster og udskiftning af nogle gamle traktorer med nogle nyere, som er knapt så brugte. Så det er nødvendigt at rydde op for at få plads til nyt grej. Nogle af de foregående års prøver fra forsøgene skal smides ud for at gøre plads til nye.

 

At smide ud er altid svært, for det kunne jo være, at man kunne bruge en reservedel fra den gamle traktor, eller at den gamle prøve kunne vise sig at blive interessant i en senere sammenhæng. Men vi er nød til at skabe plads til nyt.

 

Markarbejde kræver kontorarbejde

Forsøgsarbejdet skal planlægges grundigt på kontoret, før man kan gå i gang i marken. Derfor er det vigtigt, at forskerne får afleveret forsøgsplanerne så tidligt som muligt. Teknikerne skal have tid til at planlægge, hvad der skal laves i hvert enkelt forsøg. Der skal ses på, om der er særlige krav til gødning, om der er skadegørere der skal bekæmpes, hvilke registreringer skal der laves i forsøgene samt hvornår registreringerne skal de udføres, bare for at nævne nogle eksempler.

 

Vi skal også afgøre, hvor i marken forsøgene skal placeres. Det er et puslespil at få markplanen til at gå op. Der skal tages hensyn til jordbunden, forfrugten, om der skal vandes, om forsøget skal gentages i flere år på samme areal (fastliggende forsøg) og flere andre ting. I de senere år er arbejdet med at placere forsøgene i marken blevet endnu sværere specielt i Foulum og Flakkebjerg, fordi der ikke er store nok arealer til rådighed.

 

Når et forsøg er afsluttet, er det nødvendigt at dyrke jorden på almindelig landmandsvis i mindst to sæsoner, før der kan laves forsøg på arealet igen. Ellers vil der være risiko for, at de forsøgsbehandlinger, man lavede, vil få indflydelse på de næste forsøg. Denne egalisering af arealerne betyder, at vi kun kan placere forsøg på cirka en tredjedel af det areal, vi har til rådighed. Vi håber stadig, at vi på et tidspunkt kan få mulighed for at opkøbe mere jord i Foulum og Flakkebjerg.

 

Bemandingen til sæsonen skal også være på plads. I år har det betydet, at vi har ansat en ny medarbejder i Foulum samt to nye medarbejdere i Flakkebjerg. Heldigvis tyder alt på, at vi også fremover har opgaver nok til denne bemanding. Sæsonmedhjælperne er også ved at være på plads. Vi er på de fleste pladser privilegerede med nogle rigtig gode folk, som kommer tilbage igen i år.

Alt i alt er MARK ved at være klar til endnu en sæson, så foråret må gerne komme – men helst ikke i påsken!