Erhvervssamarbejde og innovation

AU har lanceret Strategi for erhvervssamarbejde og innovation 2021-25 med titlen Aarhus Universitet bringer løsninger.

Foto: Birte Boelt

Der er to kerneopgaver

  • Forskningsbidrag til samfundets udvikling og velfæld og
  • Dimittender til fremtidens arbejdsmarked.

Strategien skal implementeres inden for tre hovedområder som er

  1. Innovation og entreprenørskab
  2. Projekter med erhvervsliv, offentlige institutioner og civilsamfund
  3. Stærkere grundlag

I relation til første område havde vi på AGRO erhvervsudvalgs seneste møde en introduktion af The Kitchen (https://thekitchen.io/), som er AU’s nye iværksætterfabrik. Den er placeret i centralkøkkenet for det gamle kommunehospital, og det er et sted, som tilbyder netværk og sparring for alle, som har en god ide, der måske kan blive til forretning en dag. Satsningen er især rettet mod yngre forskere og studerende, og målet er at skabe nye virksomheder og innovation i eksisterende virksomheder. The Kitchen tilbyder en række arrangementer, som spænder fra egentlige kurser og workshops til netværksmøder og møder med tidligere start-ups, som nu er etablerede virksomheder.

Det virker som rigtig spændende tilbud, som vi i AGRO bør benytte os af og især være dygtige til at spotte de studerende og yngre forskere, som kan få glæde af at stifte bekendtskab med dette miljø.

Ved CBIO Summit 2022 i Silkeborg kunne vi netop stifte bekendtskab med en yngre forsker, som har startet egen virksomhed, Pure Algae Denmark. Virksomheden blev stiftet i 2018 og har nu seks ansatte. Produktionen er som navnet indikerer ”alger”, og ideen til virksomheden udsprang af et speciale hos EcoScience i Silkeborg. Det var spændende at høre stifteren fortælle, hvordan det er lykkedes ham at komme fra ide til forretning, og hvordan specifik viden på feltet er blevet kombineret med færdigheder inden for entreprenørskab. Jeg kan kun anbefale at besøge virksomhedens hjemmeside www.purealgae.dk

Har vi mon studerende med en god ide? Typisk viser det sig mod slutningen af speciale eller PhD-projekt, og hér kan ”The Kitchen” hjælpe med at skaffe midler, f.eks. gennem ”InnoExplore”, til at være tilknyttet universitet og arbejde på sin kommercielle ide. Der er også andre finansieringsmuligheder som kan forlænge den periode, hvor man tester sine ideer af, men ikke nødvendigvis er klar til et oprette et CVR-nummer og starte virksomhed.

The Kitchen har også mulighed for at sparre med forskere omkring projektansøgninger. Her blev især nævnt ansøgninger til GUDP, hvor vi ofte sidder og kæmper med afsnittet om forretningsplan. Som for alle andre støttefunktioner gælder, at medarbejderne hos The Kitchen skal kontaktes i god tid, så det er en overvejelse værd, hvis du har planer om ansøgninger for det kommende efterår.