Et rum fuld af viden
Nysgerrighed, interesse og inspiration blev pirret, da forskere fra AGRO’s seks faglige sektioner præsenterede korte indlæg om udvalgte projekter til det årlige seniorVIP-møde. Der var også en følelse af stolthed over, hvor meget spændende og vigtige forskning AGRO beskæftiger sig med.
Det var ikke så få guldkorn, der faldt i mødesalen i Foulum den 4. november 2015 på førstedagen af AGRO’s årlige seniorVIP-møde. Hele 17 indlæg blev præsenteret fra AGRO’s seks faglige sektioner. Indlæggene gav et billede af, hvor bredt forskningen i instituttet dækker, og i hvor høj grad, instituttets forskning vitterligt lever op til begrebet agroøkologi.
Fra de mindste svampesporer til systemiske betragtninger af hele agroøkosystemer, fra langt nede i jorden til luften omkring os, fra sandjord til lerjord og tørvejord, og fra sociale begreber som integritet og tillid til cool cash i form af økonomiske vurderinger af leveår, blev der fortalt om forskningsprojekter, der med et utal af forskellige tilgange til agroøkologi støtter vores mission om at bidrage til bæredygtig produktion og vækst gennem fremragende forskning, rådgivning og undervisning i agroøkosystemer.
Der blev lyttet intenst til de faglige indlæg:
Mødets koncept var, at der i to omgange var præsentationer efterfulgt af cafedrøftelser, hvor man kunne stille nærmere spørgsmål, få perspektiveret forskningen og komme i dialog med hinanden.
Der blev lyttet og diskuteret på cafedrøftelserne:
Der blev pirket til mødedeltagernes nysgerrighed og interesse i hinandens forskningsområder. Det gav anledning til mange spørgsmål om de enkelte projekter, inspiration til samarbejdsmuligheder og en oprigtig interesse i og beundring af hinandens arbejde. Deltagerne udtrykt ligefrem stolthed over hvad instituttet indeholder af spændende forskning og dygtige forskere.
Selvom det var et langt og intensivt forløb var der generelt stor tilfredshed med konceptet. Det er det eneste forum, som seniorVIP’erne i AGRO har for at få et overblik over og sætte sig ind i, hvad kollegaerne i de andre korridorer og bygninger laver.
De faglige præsentationer fra seniorVIP-mødet kan ses her.
Førstedagen af seniorVIP-mødet sluttede med et indlæg fra Bjarne Thomsen fra NaturErhvervstyrlsen. Han opsummerede tankerne fra den fjerde SCAR Foresight Exercise. Rapporten kan læses her. Tre scenarier for en bæredygtig bioøkonomi kan ses her.
Andendagen af seniorVIP-mødet gik med at drøfte forskellige aspekter af AGRO’s strategi og flagskibe. Resultaterne af disse drøftelser bliver bragt i et senere nummer af AGRO Biweekly.