Falske telefonopkald fra udlændingemyndigherne

International Academic Staff Services/Guest Researcher Supporten er blevet opmærksom på en sag, hvor en udenlandsk ansat er blevet franarret penge og personlige informationer.

Foto: Colourbox

Vedkommende er angiveligt blevet ringet op af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI – som er den myndighed, der behandler ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelser) med besked om, at noget var galt med vedkommendes arbejds- og opholdstilladelse. For at få tingene korrigeret, skulle der overføres penge via Western Union samtidig med afgivelse af personlige oplysninger. Dette retter vedkommende sig desværre efter, og den ”falske” SIRI beder nu om flere penge.

Vær opmærksom på, at SIRI aldrig ringer eller skriver en e-mail med sådan en besked. Hvis der er noget med en arbejds- og opholdstilladelse, der skal kigges på, så vil SIRI altid kontakte udlændingen via e-Boks/digital post.

Hvis I hører om nogle af jeres internationale forskere eller ph.d.-studerende, som bliver kontaktet på den måde og med disse informationer, så fraråd dem på det kraftigste at udlevere oplysningerne, og de skal ikke betale penge. De kan eventuelt kontakte SIRI for at få af- eller bekræftet, om der er noget galt med tilladelsen, og vores anbefaling vil også være, at politiet bliver inddraget i sagen.