Fem uger med nedlukning

Nu er der gået mere end en måned med nedlukning, og mange af os har efterhånden vænnet os til nye måder at arbejde på.

Foto: Mogens Nicolaisen

Der har været afholdt en mængde Skype møder, hvor vi har set hinandens tallerkenrækker, kunstværker, hvidmalede vægge, velordnede ringbind og (mere eller mindre) velopdragne unger i baggrunden. Og vi har fundet ud af, at vi måske kan holde flere af den slags møder i fremtiden og dermed spare lidt på de lange rejsedage. Vi har lært hinanden at kende på en ny måde, som jeg er sikker på vil få en positiv betydning, når vi vender tilbage til vores arbejdspladser i Flakkebjerg, Foulum, Askov og Jyndevad.

Personligt har jeg haft nok at lave med at skrive ansøgninger, færdiggøre artikler og arbejde på besvarelser til myndighederne – det føles godt at komme bare nogenlunde i bund med dette. Men samtidig står det jo også mere og mere lysende klart hvem det er som leverer vores ’grundstof’. Der er nogle kritiske opgaver, som skal udføres selvom vi er ”lukket ned”. Der arbejdes f.eks. på højtryk i markerne og i laboratorierne, og selvom der er mange retningslinjer, der skal overholdes, så går det rigtig fint og alle yder en kæmpe indsats.

Der skal lyde en stor ros for den flotte arbejdsindsats både hos jer, der sidder hjemme i stuer, køkkener eller børneværelser og til jer, der kan møde ind og passer de kritiske arbejdsopgaver.