Flagskibe
Der arbejdes i øjeblikket på AGROs strategi for 2015-2020, som bl.a. skal indeholde beskrivelse af flagskibe. Derfor har vi i institutledelsen snakket en del om hvad flagskibe er, og hvilke områder vi ønsker at fremhæve. I det først udkast til strategi, som sektionerne skal kigge på i løbet af de næste måneder er foreløbigt nævnt fire flagskibe med følgende arbejdstitler:
- Soil Functions
- Sustainable crop pest management
- Sustainable nutrient management
- Climate smart agriculture
Fælles for de foreslåede flagskibe er, at de understøtter AGROs kurs ”Bæredygtig produktion og vækst gennem forskning, rådgivning og undervisning i agroøkosystemer”, at de er brede tematiske helheder, hvor vi har stor komplementerende aktivitet, og hvor det er centralt for instituttet også at udvikles fremadrettet. Det er områder, hvor vi gerne vil vise, vi er specielt stærke, og hvor vi gør en ekstra indsats i de kommende år.
Hvilken betydning får flagskibene? Udover signalværdien i forhold til omverdenen vil det være en intern mulighed for faglig fokussering og synergi indenfor relaterede områder – en udnyttelse af, at vi i AGRO har mange komplementerende faglige styrke, som udgør helheder. Det får ingen betydning for vores organisering i sektionerne, og der skal ikke ske nogen opdeling af medarbejdere efter flagskib. De fleste vil kunne se sig selv fagligt i mindst et flagskib, og hvis man arbejder med f.eks. systemer eller afgrøder er der måske aktier i alle fire! Kan man ikke umiddelbart se sig selv i et flagskib, så skal det ikke give anledning til bekymring – vi skal naturligvis også have aktiviteter udenfor flagskibenes områder, og det kan jo være her fremtidens flagskibe skal findes!
Indtil videre foreligger strategien kun i et første udkast, som vi kan diskutere frem til november.