Flagskibene gøres klar
AGRO har en stærk flåde af dygtige forskere. Nu gøres fire faglige flagskibe klar til at øge synligheden af og kendskabet til vores stærke forskningsområder og vise, at AGRO byder på noget særligt.
Vores mål er at finde ny viden og kortlægge ukendte territorier. Det overordnede mål, som vi alle sammen skal sigte mod, er at bidrage til bæredygtig produktion og vækst gennem forskning, rådgivning og uddannelse i agroøkosystemer. Det mål er vi ikke de eneste i verden om at gå efter, men vores ambition er at være et institut, som man ikke kan komme udenom.
Vi har fire faglige flagskibe. Vores flagskibe er forskningsområder, hvor vi er særligt stærke og unikke, og leverer resultater til samfundets bedste nu og i fremtiden.
De fire faglige flagskibe har følgende arbejdstitler:
- Climate Smart Agriculture
- Sustainable Nutrient Management
- Soil Functions
- Sustainable Pest Management
Flagskibene omfatter både forskning, talentudvikling, myndighedsbetjening og uddannelse. Der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem flagskibe og sektioner eller flagskibskaptajner og sektionsledere. Flagskibene er sammensat og fungerer på tværs af sektioner. Man kan endda sejle på mere end et skib. Det kan f.eks. være interessant for juniorVIP, der endnu ikke har valgt karrierevej.
Flagskibene har hver især brug for en velanskreven frontfigur, der kan repræsentere dem udadtil og indadtil stimulere til, at vi udvikler os, så flagskibene bevarer eller styrker deres værdi – til gavn for hele AGRO. Hvert flagskib i AGRO får således tilknyttet en kaptajn og nøglepersoner for at facilitere dette. Kaptajnerne på flagskibene er førende på deres faglige område. De har et meget stærkt cv og gode lederegenskaber. Kaptajnerne er på professorniveau.
Vi hejser vores flag højt og synligt
En væsentlig opgave for flagskibene er at være synlig. I den maritime verden er et flagskib det skib i en flåde eller eskadre, hvor den kommanderende officer befinder sig og har hejst sit kommandoflag. I overført betydning er et flagskib et produkt eller projekt, der er størst eller har mest betydning.
Flagskibene i AGRO integrerer og synliggør information om deres forskningsområders resultater med henblik på at sikre, at den samlede styrke er så stærk som muligt. Flagskibsbegrebet skal altså sikre, at der er stor opmærksomhed og synlighed om AGRO’s værdifulde produkter – både udadtil og indadtil. Det er flagskibene, vi skal være kendt for, og som vi må anstrenge os for at beskytte.
Vores fælles opgave er at arbejde hårdt for, at vores flagskibe er synlige og kendte - nationalt såvel som internationalt - og anerkendte som knowledge hubs, der gør os til en attraktiv samarbejdspartner og arbejdsplads, herunder i forbindelse med at tiltrække finansiering, ph.-studerende og postdocs.
Det faglige indhold af de fire flagskibe er kort beskrevet her (klik på linket nederst på siden).
Du er velkommen til at kommentere beskrivelserne og flagskibenes arbejdstitler ved at sende dine kommentarer til Birgit S. Langvad på langvad@agro.au.dk senest den 22. oktober 2015.