Fremtidsvisioner for AU Foulum
De første kim blev sået til fremtidens AU Foulum ved en brainstorming for seniorVIP, hvor ST’s dekan og prodekanen for myndighedsbetjening også deltog.
Det emmede af konstruktive, spændende og visionære ideer på et møde om fremtidsvisioner for AU Foulum, der blev holdt i Foulum den 28. januar 2019.
Ideen til det forskningskompleks, der nu hedder AU Foulum, blev udtænkt i 1970erne og de første bygninger blev etableret i 1980erne. De afspejlede de behov, der var dengang, og har tjent forskerne og samfundet rigtig godt gennem årtierne. Nu er spørgsmålet, hvor vi vil hen og hvilke forskningsfaciliteter, vi skal bruge i fremtiden.
Med nogenlunde disse ord indledte centerleder Niels Halberg, DCA, ideudviklingsmødet for AU Foulum, hvor omkring 50 personer, hovedsagligt seniorVIP, dukkede op for at være med til at påvirke fremtiden for forskningscentret.
I sit indledende indlæg henviste Niels Halberg blandt andet til en endnu ikke-publicerede forskningsstrategi fra Landbrug & Fødevarer, der meget apropos udpeger syv fremtidige forskningsplatforme. I denne forbindelse vil det være helt oplagt at udvikle og fremhæve faciliteterne og ekspertisen på AU Foulum, der passer som fod i hose til de foreslåede platforme.
Investeringer i en bæredygtig fremtid
Seks indledere præsenterede ideer til en række forskningsområder, der kan videreudvikles i AU Foulum. Nogle af ideerne kræver penge, mens andre af ideerne kræver en anden type investering: øget integration og tværfagligt samarbejde samt forbedret synliggørelse af de forskningsplatforme og den ekspertise, der allerede er til stede i AU Foulum.
Efter ideerne blev præsenterede, var der gruppearbejde med henblik på at videreudvikle ideerne, hvorefter de i deres reviderede form blev præsenteret for dekan Niels Chr. Nielsen og prodekan Kurt Nielsen, ST. Følgende ideer blev præsenteret:
- AU Foulum som digitaliseret værkstedslandbrug: forsknings- og demonstrationsfacilitet for udvikling og test af nye teknologier og brug af digitalisering
- Platform for sustainable animal production, including high animal welfare and low use of antibiotics
- AU Foulum som platform for det biobaserede samfund/industri/økonomi
- AU Foulum: Towards zero emission agriculture – en lokal iClimate-enhed med international sigte
- AU Foulum som platform for udvikling og demonstration af agroøkologisk praksis og det biodiversitetsbaserede samfund/jordbrug
Komplekse udfordringer kræver interdisciplinære svar
Mange af ideerne gik ud på, at AU Foulum skal være et omdrejningspunkt eller platform for et større tværfagligt forskningsområde med inddragelse af folk fra flere institutter ved AU og eksternt, for eksempel virksomheder, Naturstyrelsen eller Landbrug & Fødevarer. Det unikke ved stedet er, at der er omfattende faciliteter, teknologier, data og ekspertise, der dækker hele den cirkulære bioøkonomi fra mark, maskiner og stald til laboratorier, biogas og biomasse.
Nogle af ideerne kan også have fælles berøringsflader eller kombineres med hinanden. Eksempelvis var et af ønskerne i ide nummer et, at der er en afstand til almindelige landbrugsmarker. Dette kunne kombineres med ønskerne i ide nummer 5 om at arbejde med forskellige kombinationer af landbrug og natur (og eventuelt skovdrift). Ligeledes kan digitaliseringen af Foulum som arbejdsplatform understøtte nye metoder til fremme af natur og biodiversitet i landbruget, hvilket også indgår som en del af Landbrug og Fødevarers nye strategi.
At skabe et attraktivt og dynamisk center kan tiltrække både studerende, forskere og samarbejdspartnere fra Danmark og udlandet. Da AU Foulum ligger ude på landet, vil det være en logistisk fordel dels med en regelmæssig shuttlebus mellem Foulum og Aarhus og dels med mulighed for flerdagsophold på stedet á la vandrehjem eller sovesal.
Det næste skridt i processen er at arbejde videre med ideerne for at skabe en koordinerede og konkret indsats. En fordel er, at Niels Christian Nielsens og Kurt Nielsens var meget positive over for ideerne.