Fuld opbakning fra ledelsen

”Den hårde tone koster – og alle taber ved det”, sådan skriver prodekan Ole Hertel om den seneste debat om forskningsfrihed, og hvordan flere forskere er blevet er blevet urimeligt behandlet og været udsat for en meget hård tone i den offentlige debat. Men hvad gør man egentlig, hvis man bliver udsat for en hård tone eller måske endda direkte personforfølgelse?

Der har den seneste tid været flere eksempler på debatter, hvor fokus flyttes fra det faglige til det personlige. Det kan vores kollega fra Institut for Ecoscience, Stiig Markager, skrive under på. Senest er det også gået ud over vores kollega Steen H. Møller fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.

Jørgen E. Olesen understreger, at forskningsfrihed er en kerneværdi for os som institut og for hele Aarhus Universitet. ”Det er alfa og omega, at vi har et miljø, hvor forskerne føler sig trygge ved at dele deres viden og deltage aktivt i debatter uden frygt for personlige angreb eller hård tone,” siger han.

Forskningsfrihed er en kerneværdi i AGRO, og den er truet, hvis ikke vi tør deltage i den offentlige debat.

”Jeg og resten af ledelsen opfordrer derfor fortsat alle til at deltage aktivt i debatter, medier og presse, hvor de har mulighed for at dele deres viden og ekspertise. Vi har som forskere en forpligtelse til at bidrage til en mere oplyst og nuanceret offentlig samtale,” siger han.

Søg hjælp og støtte ved ledelsen

Forskningen i AGRO er under konstant bevågenhed, og det betyder, at mange i medier og befolkningen er interesserede i, hvad der forskes i. Det er positivt, men det kan også have negative konsekvenser, som dem Stiig Markager og Steen H. Møller har oplevet. De er helt sikkert ikke alene om den slags personforfølgelse.

”Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at medarbejderne altid har ledelsens fulde opbakning, hvis man skulle blive udsat for en hård tone,” fortæller Jørgen E. Olesen. MDet handler blot om at gøre ledelsen opmærksomme, hvis man oplever noget, eller spørge til råds inden man kaster sig ud i debatten, hvis der er behov for det.

Det er væsentligt at huske på, at der må og skal være plads to flere sider af en debat, det er med til at skabe en oplyst og åben diskussion. Men bliver tonen unødvendigt hård, eller bliver det pludselig personerne, der er omdrejningspunkt i stedet for forskning, så er det vigtigt, at vi inddrager ledelsen, så vi sammen kan sige klart og tydeligt fra.

Læs Ole Hertels indlæg om emnet her.

Læs også Omnibus artiklen: ”Debat: Forskningfrihed må gælde for alle forskere – også minkforskere