Gode indtryk fra GRUS
Gruppeudviklingssamtaler (GRUS) afholdes hvert år forud for MUS. Nu er det lykkes os at komme tilbage til at holde GRUS og MUS sidst på året, som AU anbefaler. Et godt tegn på at situationen på mange måder har normaliseret sig efter corona og andre kriser.
På andre områder er vi i en ny normal. Vi ser store ændringer i universitetsuddannelserne, hvor vores opgave er opbygning af nye uddannelser på AU Viborg samtidig med at der sker store ændringer i strukturen af kandidatuddannelserne. Den grønne omstilling af landbruget er langt fra i mål, og der er et enormt forsknings- og udviklingsbehov, som også beskrevet i mange roadmaps. Vi ser desuden, at private forskningsfonde spiller en betydelig rolle for forskningsfinansieringen. Det betyder, at vores institut vokser med ca. 10% om året, men på nogle områder er vi stadig udfordret på kapacitet og generationsskifte.
Disse udfordringer lå til grund for mange af de GRUS, der blev gennemført over de seneste måneder. De forskellige sektioner og enheder havde hver valgt at organisere GRUS på deres egen måde, og i de fleste tilfælde var er på forhånd udvalgt emner til diskussion – nogle gange i plenum andre gange i grupper. Det fungerede efter min mening godt.
Mange steder var der lokale problemer, der blev diskuteret, og som jeg tror, vi snart kan finde løsninger på. Det drejer sig fx om arbejdsmiljø med uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller tilstrækkelig introduktion til laboratoriearbejde. Andre lokale problemstillinger handlede om kontor, laboratorie og forsøgsfaciliteter, som er udfordrede på grund af vækst i aktiviteter og personale.
Der blev dog også peget på mere generelle problemstilling, herunder:
- Onboarding af nye medarbejdere. Her skal vi gøre mere, især med hensyn til at få nye PhD og postdocs introduceret til vores laboratorier og markenheder. Der er også mange forskellige systemer, der skal tillæres og her vil instituttet fremover tilbyde en fælles introduktion fire gange om året.
- Bedre snak om karriereudvikling for yngre forskere. Dette skal fremover i højere grad indgå i MUS, men instituttet vil undersøge muligheden for at lave særlige tiltag, der kan styrke karriereudviklingen.
- Bedre samspil mellem forskere og driftsenhederne, især gennem tidligere involvering af TAP fra driftsenheder i planlægningen.
- Styrket samarbejde mellem sektioner med fokus på temaerne i instituttets strategi.
- Bedre sikring af tilstrækkelig vejledning til PhD og postdocs, fx gennem involvering af flere vejledere. Dette gælder især for PhD studerende med hovedvejledere, der har meget travlt.
Jeg takker for godt forberedte GRUS og for konstruktiv dialog i en god atmosfære.