Hvordan ser AGRO’s økonomi ud på nuværende tidspunkt?
AGRO skal ende med et NUL-resultat i 2020
Ved den første økonomirunde med dekanatet viste AGRO’s budget for 2020 et underskud. Ved denne runde kendte vi endnu ikke omfanget og effekterne af corona-situationen, og vi måtte derfor antage at situation kunne få alvorlige økonomiske konsekvenser. Nu har vi igen set på økonomien, og det ser heldigvis ud til at vi kan opfylde dekanens krav.
I foråret har vi på trods af corona hjemsendelsen været så heldige, dygtige og flittige, at vi stort set har fået etableret alle vore markforsøg til tiden. På laboratorierne er vi også godt med, men der er dog mindre forsinkelser, da laboratorierne ikke har kunnet være fuld bemandede. Forskere og administrativt personale har i det store hele kunnet udføre deres opgaver hjemmefra. Stor tak til alle for den kæmpe indsats I har ydet. Vi er sluppet utroligt nådigt gennem den vanskelige situation.
Vi kommer dog fra en vanskelig økonomisk situation. Sidste år så vi ind i budget for 2020, der havde millionunderskud, men det er blevet meget bedre. Det skyldes ikke mindst en stor indsats hos forskere og andre medarbejdere for at øge de eksterne bevillinger. Det er godt, og den er en vej vi skal fortsætte ad.
Men de mørke skyer er ikke gået væk. Der er nemlig stadig mange usikkerheder, bl.a.:
- Har vi behov for flere overførsler til 2021, fordi vi ikke har mandskab til at udføre opgaverne i 2020?
- Kommer der en ny bølge af corona virus, som giver en ny nedlukning?
- Vil situationen påvirke vores salgsindtægter for resten af året?
Institutledelsen følger jævnligt op med sektionsledere og projektøkonomer om bemanding og forbrug i sektionerne. Derudover holdes mindst to gange årligt møder mellem projektøkonomer og projektledere, og her følges også op på, om bemanding og driftsomkostninger holder for de enkelte projekter.
Yderligere tiltag for at sikre vores økonomi
I institutledelsen arbejder vi sammen med ANIS om at få skabt et overblik over de vilkår vi har for ekstern finansiering fra de mange forskellige fonde. Over tid er der sket det, at vores muligheder for at få rimelige omkostninger dækket er faldet. En del fonde giver også meget lav overhead eller kræver medfinansiering. Det udhuler vores økonomi. Dette har også fokus på fakultetsniveau, men lige nu er det AGRO og ANIS der driver denne diskussion.
Endvidere arbejdes der med at skabe overblik over, hvordan vi kan skabe en bedre inddækning på vore projekter. Dette arbejde vil pågå hen over efteråret, og bl.a. munde ud i nye budgetteringsskemaer til brug ved ansøgninger.
Endelig har vi som noget nyt indført et forklæde, som skal leveres sammen med alle projektansøgninger til underskrift hos institutlederen. Dette sker for at give institutlederen et klart billede af, hvad der gives tilsagn til i ansøgningerne.