Hvordan sikrer vi fremtidens behov for fødevarer?
Forskere fra AGRO gav indlæg på en konference om en af verdens største udfordringer: at sikre mad til alle – også i fremtiden.
Om føje år er der mange flere munde at mætte, end der er i dag. En generelt stigende velstand lægger endnu mere pres på klodens ressourcer, da flere og flere mennesker har mulighed for og lyst til at spise stigende mængder kød. Verdensbefolkningen forventes at nærme sig 10 milliarder mennesker i 2050 mod 7,4 milliarder i dag.
Hvordan sikrer vi mad til alle uden at smadre jorden og dens dyrebare ressourcer?
Denne problematik blev adresseret på konferencen Feeding the Future ’16 den 26. september i Skanderborg, hvor AGRO’s professor Jørgen E. Olesen og seniorforsker Uffe Jørgensen deltog som de eneste indledere fra Aarhus Universitet. De var i selskab med blandt andre udenrigsminister Kristian Jensen, direktør i Landbrug og Fødevarer Flemming Nør-Pedersen og præsident for PAFO – the Pan African Farmers Organization Theo de Jager.
Nøgleord i konferencens indlæg var blandt andet grøn ansvarlighed, mad nok, merproduktion, bioenergi og bæredygtighed – og det er allesammen emner, der passer som fod i hose til AGRO’s forskningsområder, ikke mindst i flagskibet Climate-Smart Agri-Food Systems.
Jørgen E. Olesens indlæg drejede sig om markens afgrøder og carbon footprint, mens Uffe Jørgensen fortalte om merproduktion og mindre udledning i græsmarken. Udenrigsminister Kristian Jensen behandlede den globale fødevaresituation og kommenterede desuden landbrugspakken, som Folketinget vedtog tidligere i år.
Se Jørgen E. Olesens slides her.
Se Uffe Jørgensens slides her.
Se hele programmet her.
Se artiklen i Landbrugsavisen om Jørgen E. Olesens indlæg her.
Se artiklen i Landbrugsavisen om Uffe Jørgensens indlæg her.
Climate-Smart Agri-Food Systems er et af de forskningsområder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke, og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale samfundsmæssige udfordringer og målsætninger.