Input fra evalueringen af instituttet kan indgå i AGRO’s strategi

Instituttet fik meget pæne ord med på vejen, da vi blev evalueret af et internationalt panel, men panelet pegede også på områder, hvor vi kan gøre tingene bedre.

Foto: Colourbox

AGRO er speciel. Det mener et internationalt hold af topforskere, der har evalueret Institut for Agroøkologi og skrevet en rapport med deres resultater. Og det er positivt ment. Deres evaluering vil indgå i det kommende arbejde med at udvikle en ny strategi for instituttet. 


Læs også Institut for Agroøkologi blev evalueret.


Inden deres besøg havde panelets medlemmer læst vores selvevaluering. I løbet af besøget blev de præsenteret for 27 indlæg fra AGRO’s forskere, en video om AGRO’s faciliteter, en række relevante tryksager og et kort besøg i laboratorierne på Foulum og på Foulumgaard.  

- Det var et meget tætpakket og indholdsrigt program. Selvom panelet kun var her få dage, var de dygtige til hurtigt at sætte sig ind i AGRO’s forhold og til at stille skarpsindige spørgsmål. De har mange gode pointer i deres evaluering, som vi kan drage nytte af, siger institutleder Erik Steen Kristensen.

Panelet havde stor ros til instituttet og dets medarbejdere, ikke mindst i forbindelse med, hvordan vi har formået at blive en integreret del af universitetet samtidig med, at vi har fastholdt vores styrkeposition inden for myndighedsbetjening og anvendt forskning. Panelet skrev således:

- The research environment of the Department of Agroecology is special. It is commendable how the former institute staff have integrated their activities within the University, whilst remaining strong on policy advice and applied research. The mix of fundamental research with a range of policy-facing activities provides a vibrant environment, where the outputs of research can directly contribute to complex issues facing society today.

Meget pæne karakterer - og mulighed for forbedringer

Panelet diskede nemlig ikke bare op med ros, men leverede også konstruktiv kritik. Den opsummerende evaluering indeholdte tre punkter: forskningskvalitet; bidrag til samfundet; og levedygtigheden/realismen af vores visioner, herunder vores ledelse og forvaltning. 

På en skala fra 1-4, hvor 1 er ’utilfredsstillende’ og 4 er ’verdensførende/fremragende’, scorede AGRO tretal på alle tre områder. 

Hvad angår forskningskvalitet, skrev panelet, at vi leverer forskning med en meget høj kvalitet, der bidrager væsentligt til at fremme forståelsen af jordbrugssystemer. Panelet anbefalede, at vi øger antallet af publikationer i de allerbedste tidsskrifter og udvider vores forskning til ikke kun at fokusere på danske og europæiske forhold, men også i højere grad inddrager globale aspekter. En øget internationalisering vil dog kræve, at der kan findes finansiering til det. 

Der var masser af ros til i hvor høj grad vores forskning, erhvervssamarbejde og uddannelser bidrager til det danske samfund; panelet fandt, at vi på det punkt er ”virkelig fremragende” -(svarende til karakter 4). På europæisk niveau var bidraget til samfundet meget godt (svarende til karakter 3) og på verdensplan godt (svarende til karakter 2). 

Rekruttering og talentudvikling bør justeres

Panelet anbefaler, at vi sikrer et fornuftigt generationsskifte, og at fakultetet eller universitetet introducerer kriterier, der værdsætter kompetencerne vedrørende myndighedsbetjening, både i forbindelse med rekruttering og forfremmelse. Et konkret forslag til tiltag er at udvikle forskernes erfaring i myndighedsbetjening ved blandt andet praktikperioder i ministeriet.

Panelet påpegede desuden, at instituttet har svært ved at rekruttere effektivt på grund af fakultetets ensrettede kriterier for evaluering af potentielle kandidater. De nuværende kriterier tager ikke tilstrækkeligt hensyn til de særlige behov, vi har i forbindelse med strategiske stillinger inden for myndighedsbetjeningen.  

Ifølge panelet er det også presserende, at vi udvikler en plan for generationsskifte og snarest sætter ind med at rekruttere erfarne medarbejdere i aldersgruppen 35-50 år for at være forberedt på den kommende pensionering af vores forholdsvis store gruppe af nøglemedarbejdere i aldersgruppen 60+. 

AGRO’s fremtidsvisioner er stærke

Til sidst vurderede panelet vores fremtidsvisioner og deres realisme, foruden at panelet så på instituttets ledelse og organisation. Panelet var meget imponeret over, hvor langt vi har bevæget os i det seneste årti – fra at være en sektorforskningsinstitution til at være en del af et universitet med alt hvad det indebærer, herunder nye uddannelser ”med et væsentligt antal studerende”, som et medlem af panelet udtrykte det. I henhold til panelet viser den store og vellykkede omstilling en høj grad af ukuelighed og forandringsvillighed blandt medarbejderne. 

Panelet fandt, at så længe vi får midler til myndighedsbetjeningen, er vores visioner stærke og fremtidssikrede. De foreslog dog, at der i forbindelse med myndighedsbetjeningen i højere grad er sammenhæng mellem vores indtægter og aktiviteter – med andre ord pengene skal følge med opgaven. Det gælder både fordeling internt mellem institutterne og ved udformning af arbejdsprogram og opgaver. 

- I ledelsen er vi glade for kommentarerne fra evalueringspanelet. Vi begynder allerede her til efteråret at anvende de gode råd, når vi tager hul på at arbejde med AGRO’s nye strategi. Der er også flere af elementerne, der skal løses i samarbejde med den nye dekan, siger Erik Steen Kristensen. 

Du kan læse panelets overordnet vurdering af AGRO og beskrivelse af karaktererne her (på engelsk).