JuniorVIP-møde havde udsyn til fremtiden
AGRO’s ph.d.-studerende og postdocs er værdifulde for instituttet. Det er en af grundene til, at de er blevet inviteret til at give deres feedback vedrørende AGRO’s fire nye flagskibe
Hvor er vi nu og hvor er vi på vej hen? Det var de to hovedpunkter, som institutleder Erik Steen Kristensen rejste i den første del af juniorVIP-mødet, der blev holdt i Foulum den 21. september 2015. Cirka 35 personer deltog i mødet.
Formålet med den første del af mødet var at introducere instituttets forslag til fire nye faglige flagskibe og at få feedback fra juniorVIP’erne om flagskibene. De unge forskere gav masser af brugbar feedback og stof til eftertanke, som kan anvendes i den videre proces med at udvikle flagskibene. Denne proces kører resten af året. De foreslåede flagskibe bliver drøftet med dekanen til december.
AGRO’s strategi og flagskibe blev nærlæst, inden grupperne gav deres feedback om dem (Fotos: Janne Hansen):
| |
![]() | ![]() |
Før flagskibene blev introduceret, skitserede Erik hvor AGRO er nu. Som vist i de slides, som han præsenterede ved mødet, bevæger Institut for Agroøkologi sig i den rigtige retning hvad angår antallet af ph.d.-studerende, postdocs og publicerede artikler. Fra 2009 til 2014 steg antallet af publikationer fra 114 til 259. Erik pointerede, at denne positive udvikling i høj grad skyldes stigningen i antallet af ph.d.-studerende og postdocs instituttet.
Den internationale NTU-rangering, som udelukkende er baseret på antallet af publikationer, kaster også et positivt lys i vores retning. I kategorien “Agricultural Sciences” (jordbrugsvidenskab) ligger Aarhus Universitet som nummer 11 på verdensplan i den seneste rangering (2014).
Et overblik over hyppigheden af nøgleord i AGRO’s videnskabelige artikler har resulteret i et diagram, der ligner en hjernescanning eller et kort over vejrsystemer. Dette farverige billede er blevet brugt til at bestemme, hvor AGRO’s fire nøglefagområder ligger. Det er her, at de fire nye faglige flagskibe så at sige sejler ind på scenen.
Baseret på figuren foreslås følgende fire faglige flagskibe:
- Soil Functions
- Sustainable Crop Pest Management
- Sustainable Nutrient Management
- Climate-Smart Agriculture
Disse emneområder harmonerer også med de udfordringer for jordbrug, som EU-kommissionens skrift ”3rd SCAR Foresight Exercise” skitserer og dækker desuden emner af væsentlig interesse for jordbrug på global plan, herunder bæredygtighed, produktion og vækst.
Mange af de tilstedeværende postdocs og ph.d.-studerende følte, at de kunne passe ind under to eller endda tre af flagskibene. Dette afspejler, hvor tæt knyttet flagskibene er til hinanden. Det er også meningen, at flagskibene støtter hinanden – ligesom i en flåde – for at fremme AGRO’s overordnede mission, nemlig at bidrage til bæredygtig produktion og vækst gennem forskning, rådgivning og undervisning i agroøkosystemer.
Der blev givet forslag til andre navne til nogle af flagskibene, så de bedre afspejler flagskibenes indhold. Forslagene bliver taget i betragtning i den løbende proces med at udvikle AGRO’s strategi og flagskibe.
Et lignende juniorVIP-møde bliver holdt i Flakkebjerg den 29. september.

