Kultur under pres
Kultur er ”den måde vi gør tingene på”. Det er ikke nogen fast størrelse, men ændrer sig konstant i forskellige retninger under indflydelse af os selv og af omverdenen. Der er et engelsk ordsprog, der siger at kultur spiser enhver strategi til morgenmad (culture eats strategy for breakfast). Netop derfor er det så vigtigt, at vi er opmærksomme på vores kultur, og at vi forsøger at skabe en kultur, der hjælper os med et produktivt arbejdsliv i godt samspil med kolleger og med vores omverden
Kultur handler om mere end den måde, vi gør arbejdet på. Det handler også om god opførsel og respekt for andre. Vores kolleger skylder vi interesse, omsorg og respekt. Det er naturligvis en udfordring med den hyppige udskiftning af ansatte og gæster. Vi er i en ganske anden situation end for 20 år siden. Vi er blevet globaliserede, og det kræver nye strukturer, men også at vi tager vores kultur op til overvejelse. Vi møder nemlig kolleger med anden kulturel baggrund og andre kulturelle normer. Det kræver gensidig forståelse og respekt.
Kaffepauserne udgør et særligt vigtigt tidspunkt, hvor opmærksomhed, anerkendelse og respekt er afgørende for at vi alle finder os hjemme. Med de mange forskellige kulturer er der en risiko for at blive misforstået. Der er også risiko for at vi krænker andre, også selvom det slet ikke har været intensionen. Bevidst krænkende adfærd er naturligvis helt uacceptabelt, men ubevidste krænkelser kan være ligeså skadelige.
Vi er en international arbejdsplads med kollegaer fra hele verden, og det skal vi være bevidste om i vores daglige gøren og laden. Vær opmærksom på, at din humor måske ikke forstås på samme måde af alle dine kollegaer. Dansk humor kan være underfundig og sarkastisk, og vil i mange situationer kunne misforstås. Pas derfor på med hvordan humor bruges; det kan opfattes som krænkende. Hjælp også gerne kolleger med at rette op dette, og tænk på hvordan tale kan opfattes. Det er vigtigt, at vi alle kan føle os hjemme på arbejdet.
God opførsel og respekt er ikke kun afgørende internt i instituttet og på universitetet. Det gælder naturligvis også i vores eksterne kommunikation og i dialogen med vores samarbejdspartnere. Her har vi samtidig behov for at holde en professionel distance til vores samarbejdspartnere. Dette er især vigtigt i vores elektroniske kommunikation. Husk at alle vores mails ind og ud af huset er underlagt muligt aktindsigt. Alt hvad der kan ligne kammerateri med samarbejdspartnere, især uden for forskningsverdenen, vil blive set på med stor (og ikke venlig) interesse af alle former for medier. Mails med samarbejdspartnere skal derfor altid have en neutral tone.
AGRO har været, er og skal være præget af holdånd. Vores fællesskabsfølelse og sammenhold er afgørende for at vi kan bidrage til at løse de store samfundsudfordringer, der er faldet i vores lod at bidrage til. Det kræver en holdindsats, men det kræver også at vi anerkender den enkeltes indsats. Det er særligt vigtigt at vi ikke lukker os om vores egne sektioner. Der er meget at opnå ved tværfagligt samarbejde. Det er noget der skal dyrkes internationalt, nationalt, på universitetet og internt i instituttet. Det kræver åbenheden, forståelse og respekt for andre fagligheder. Det handler altså også om kultur – den gode slags.
Det er vigtigere nu, end nogensinde før, at vi viser faglig styrke og troværdighed. Det gør os ikke kun respekterede i omverdenens øjne, men også i vores egne. Styrke kommer især gennem vores kultur og sammenhold. Jeg for mit vil gøre, hvad jeg kan for at videreføre og styrke den gode kultur i AGRO. Jeg håber og stoler på, at alle medarbejdere er med på rejsen.