Lad os tage ja-hatten på
Ph.d.-studerende kan opleve at bevæge sig fra at være ”dependent” over til at være ”independent” og endelig til at blive ”interdependent”. Den proces skal vi støtte aktivt og positivt.
I ph.d.-bekendtgørelsen står der følgende:
§ 1. Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning.
Stk. 2. Ph.d.-uddannelsen gennemføres hovedsageligt ved udøvelse af forskning under vejledning.
Det vil sige, at den studerende skal balancere i et rum hvor han eller hun står i det skisma, at man både skal være selvstændig og under vejledning.
Bent T. Christensen, Henrik Skovgaard og jeg deltog i uge 40 i en mini-workshop, hvor blandt andet denne udfordring blev diskuteret på tværs af alle hovedområderne ved Aarhus Universitet.
En vigtig take-home besked var, at man som studerende ideelt set bør gå igennem en proces, hvor man bevæger sig fra at være ”dependent” over til at være ”independent” og endelig til at blive ”interdependent”.
Jeg tror, det er vigtigt, at både vejledere og studerende er bevidste om den bevægelse igennem ph.d.-forløbet, da vejledningsformen og forholdet mellem de to parter således ændrer sig med tiden.
Det er et emne, vi vil tage op i program-komiteen og integrere i næste års Grand Meeting, hvor også ”Thesis Writing” kommer på programmet. Grand Meeting 2018 bliver afholdt i april og vi vil gerne appellere til at både studerende og vejledere tager ja-hatten på og deltager i mødet. Ph.d.-komiteens medlemmer lægger et stort stykke arbejde i at udvikle det faglige program og vores tre studenter medlemmer i at arrangere programmet for de studerende aftenen inden.
Ja da, vi deltager i dette arrangement, ligesom det bør være helt naturligt, at man deltager i sine medstuderendes faglige seminarer, kvalificerende eksamener og forsvar, dukker op til kaffepausen og sektionsmødet samt bidrager til det faglige og sociale rum som en arbejdsplads er.
På med ja-hatten og nyd her Københavns Sprogcenters bud på forskellige danske måder at sige ja på: