Myndighedsbetjening udsættes for konkurrence

Miljø- og Fødevareministeriet vil udsætte myndighedsbetjeningen for konkurrence.

Miljø- og Fødevareministeriet har 28. juni 2017 annonceret, at al myndighedsbetjeningen ved MFVM, dvs. i alt 730 mio. kr. årligt, vil blive konkurrenceudsat inden 2022.

Det fremgår af ministeriets nyhed, at de enkelte konkurrenceudsættelser vil blive varslet mindst tre år før en eventuel opgaveoverdragelse træder i kraft. Den kontrakt, som AU har med ministeriet, vil derfor indtil videre løbe til udgangen af 2020.

Ministeriet understreger, at det skal være et dansk universitet, som er bevillingshaver, samt at private virksomheder som hovedregel ikke kan byde, da der skal være tale om forskningsbaseret myndighedsbetjening.

Vi har i AGRO og på ST meget solide faglige miljøer, der vil stå stærkt i en kommende konkurrencesituation. Vi vil derfor uden tvivl vinde en stor del af de opgaver, der bliver udbudt. Indtil det kommer på tale, er det vigtigt, at vi opretholder fagligheden og den gode dialog med vores kontaktpersoner i ministeriet samt at vi som hidtil leverer rådgivning af højeste kvalitet.

I institutledelsen, såvel som i fakultetsledelsen vil vi drøfte om, og i givet fald i hvilket omfang, vi skal indgå samarbejdsaftaler med strategisk vigtige partnere for at stå bedre rustet i den fremtidige konkurrencesituation.

På nuværende tidspunkt ved vi desværre ikke mere, end hvad de to nyheder nedenfor beskriver. Vi vil naturligvis holde jer opdaterede, når vi får flere oplysninger.

Læs MFVMs pressemeddelelse her.

Læs AU's reaktion på meddelelsen her.