Når enden er god er alt godt
Vi skal være gode til at vejlede, opsnappe plagiat og rekruttere nye ph.d.-studerende. Men det hele skal heller ikke være dødalvorligt; lidt humor skal der også være plads til.
Inden vi alle går i sommerferiemode, har jeg et par sommerferiehits:
Vejlederkursus
Dato for næste vejlederkursus er 15.-16. september 2016, og deadline for tilmelding er 18. august 2016. Har du endnu ikke været på vejlederkursus, så er muligheden der nu. Alle, der er vejleder eller medvejleder for ph.d.-studerende, skal have deltaget i dette kursus.
Plagiering
It-programmet Urkund, der tjekker for plagiat, vil snarest blive indført på hele Aarhus Universitet i forbindelse med skriftlige eksamener og opgaver på bachelor- og kandidatniveau. Programmet fungerer dog ikke så godt i forhold til at tjekke ph.d.- afhandlinger. Health har i stedet i det sidste års tid benyttet it-programmet iThenticate. Dette er et program, som AU Library har adgang til. Læs mere om plagiering, Urkund og iThenticate på AU her.
Ved GSST vil der blive indført tjek af afhandlinger og progress reports (Qualifying exam) ved hjælp af iThenticate i en prøveperiode på et år fra omkring 1. september 2016 – og med evaluering efter et år. Såfremt AU Library har mulighed for det, vil processen være som følger: AU Library tjekker alle ph.d.-afhandlinger inden for tre arbejdsdage. I de tilfælde, hvor der måtte være noget, kommer afhandlingen til videre undersøgelse i et udvalg nedsat på GSST. Tjek køres parallelt med, at afhandlingen sendes ud til bedømmelse ved bedømmelsesudvalget, idet det forudsættes, at der kun i få tilfælde vil vise sig at være noget, der kunne være problematisk. Hovedvejleder tjekker progress reports.
GSST-udvalget, der skal tjekke de afhandlinger, som AU Library sender videre, vil bestå af den relevante programformand, som suppleres af ph.d.-skolelederen i tilfælde af problemer eller uklarheder. Programformændene substituerer for hinanden i tilfælde af fravær eller inhabilitet.
AGRO programkomite vil efter sommerferien forsøge at screene et større antal af de seneste års rapporter og afhandlinger (anonymt) for at få overblik over, hvad der er et naturligt niveau for plagiering.
Rekruttering af ph.d.-studerende
AGRO har i 2016 indskrevet fire ph.d.-studerende. Det opfordres derfor til at arbejde aktivt med rekruttering af dygtige unge talenter fra jeres netværk. Næste frist for ansøgning om indskrivning er 1. august 2016. Husk muligheden for screening grants, hvis du er i tvivl om en kandidat.
Her er enden god
Til slut en lille morsomhed for alle og især vores udenlandske ansatte: en lille tur ud i det besynderlige danske sprog fra Københavns Sprogcenter. Hav en skøn sommer!
