Ny MARK-leder kombinerer ledelse, praktik og købmandskab

Thomas Birger Jensen er ny leder i MARK i Flakkebjerg, hvor han vil gøre brug af sine tidligere erfaringer med ledelse, forsøg og grovvarehandel.

Det er hele tre ting, som AGRO får med ansættelsen af agrarøkonom Thomas Birger Jensen, den nye ledende forsøgsmedarbejder i MARK i Flakkebjerg: købmandskab, ledelse og to gode hænder. Med sine erfaringer fra tidligere stillinger i grovvarebranchen og rådgivningstjenesten i bagagen er Thomas Jensen vant til at være leder foruden at han kan lide at slå en god handel af og få jord under neglene. 

Med virkning fra 23. januar 2017 afløser den 47-årige Thomas Jensen Karen E. Henriksen, som er gået på efterløn. Thomas Jensen kommer fra et job som områdechef og produktkonsulent ved DLG i Ringsted, hvor han var i tre år. Det job gav ham en stor kontaktflade med landmænd og virksomheder indenfor agroindustrien – og mulighed for at tilfredsstille sit købmandsgen. 

 

Vil være både praktiker og leder

Før tiden hos DLG arbejdede Thomas Jensen i fem år i forsøgsafdelingen hos rådgivningsvirksomheden GEFION. Her fik han sit behov for at få jord under neglene tilfredsstillet og fik erfaring med at arbejde med forsøg. 

- Nu glæder jeg mig til igen at komme lidt mere væk fra skrivebordet og lidt mere ud i marken, siger Thomas Jensen. Han har planer om at tilbringe sin arbejdstid både indendørs og ude i marken. 

- Jeg vil være en kombination af leder og praktiker og vil blande mig mere i det praktiske arbejde end min forgænger. Det vil jeg gøre af både lyst og behov, siger han. 

En af Thomas Jensens første opgaver bliver at gennemføre MUS i løbet af februar 2017. At han ikke kender medarbejderne så godt i forvejen tager han i stiv arm. 

- Det er ikke første gang, jeg holder MU-samtaler med folk, som dårligt kender. Jeg vil udvide samtalen, så den enkelte medarbejdere kan forklare, hvad han eller hun laver. Senere vil jeg følge med den enkelte medarbejdere rundt i marken, så jeg bedre kan sætte mig ind i de praktiske problemstillinger, forklarer Thomas Jensen. 

Der skal gøres en god handel

Købmanden kommer op i ham, når han taler om den praktiske opgave med at handle varer som såsæd, gødning og korn. Han vil finpudse vores nuværende køb og salg ved hjælp af sin erfaring fra grovvarebranchen, fordi han mener, at der her kan ligge en økonomisk gevinst. 

- Man skal jo vide, hvad tingene koster - der har jeg en styrke. Det er vigtigt at være prisbevidst og vide, hvornår køb og salg skal times for at være økonomiske optimale, forklarer han. 

Thomas Jensen indgår i en kollektiv ledelse af sektionen MARK sammen med Jens Bonderup Kjeldsen i Foulum og Henning Carlo Thomsen i Askov. De planlægger at holde driftsledermøder hver anden måned, hvor de kan udveksle erfaringer og bruge hinanden som sparringspartnere.    

- Jeg håber, at folk vil være nysgerrige om den faglighed, som jeg besidder og kan tilbyde, og at folk vil stille spørgsmål om det, jeg laver. Jeg får mere tid end Karen havde, fordi jeg kun har ansvar for MARK i Flakkebjerg, siger den nye MARK-leder i Flakkebjerg.