Ny ph.d.-komite og et aktivt ph.d.-område
Endnu engang er det blevet den tid på året, hvor der skal ske udskiftning i instituttets ph.d.-komite og denne gang er det pr. 1/1 både nye studerende og nye VIP’er der træder ind i et af de vigtige arbejder i instituttet.
Per Gregersen træder ind som nyt VIP-medlem i Flakkebjerg. Han skal sammen med Henrik Skovgård primært tage sig af ph.d.-arbejdet med bl.a. trivselssamtaler, eksamener og forsvar i Flakkebjerg, men skal også assistere med eksamener og forsvar i Foulum.
Også på VIP-siden træder Jim Rasmussen ind i udvalget i stedet for Mathias N. Andersen, som er blevet sektionsleder i KLIMA. Jim har stor erfaring med arbejdet med unge mennesker og han vil overtage Mathias opgaver i forhold til trivselssamtaler, eksamener og forsvar. Der vil over de næste måneder ske en grundig onboarding af de nye medlemmer i komiteen, så de bliver klædt godt på, til at varetage deres nye opgaver.
De nye studerende i udvalget er: Laura Sofie Harbo, Yuting Fu, Teodora Dorca-Preda, Margaret Rose McCollough. Laura har desuden påtaget sig arbejdet med at sidde i den centrale GSTS ph.d.-komite. De står overfor at skulle arbejde videre med en masse gode initiativer, som er i gang på ph.d.-området.
Tak til de studerende, som har siddet i komiteen det sidste år: Jorge Vélez, Saghar Motarjemi, Yannik Roell og Shuxuan Jing. Jeres arbejde har været præget af et 2020 i coronaens tegn, så de aktiviteter og arrangementer vi normalt plejer at have er blevet aflyst, og vi har måttet tænke anderledes og kreativt. Dette har I unge mennesker gjort på bedste vis og I har holdt fanen højt og gjort en kæmpe indsats på juniorområdet ved at sætte gang i en masse super gode initiativer som f.eks. at arrangere virtuel-Friday-get-together under lockdownen. På den måde har I forsøgt at tage godt hånd om de medstuderende, som havde det svært under hjemsendelsen. I følger op med en Junior Hub i Foulum og en student club i Flakkebjerg, hvor ph.d.-studerende (og postdocs) mødes og diskuterer relevante faglige emner, samtidig med at der bliver hygget på tværs af sektionerne. Det er med til at øge kendskabet til hinandens områder og til at styre samhørigheden i instituttet. Det er et fantastisk initiativ.
Et andet af de nyere initiativer i instituttet er vores ph.d.-kursus i ”Agroøkologi”, som har kørt én gang og som næste gang afvikles i februar 2021. Kurset giver et indblik i begrebet agroøkologi og målet er at sikre, at alle har en ens forståelse af, hvad området dækker. Kurset er obligatorisk for alle ph.d.-studerende i AGRO og postdocs har mulighed for at deltage, hvis de ønsker det. Ud over kurset arbejdes der også løbende med Youtube-videoer om de forskellige områder af emnet agroøkologi. Dette arbejde er også initieret og båret af juniorerne i AGRO.
Det betyder enormt meget, både for komiteen men også for instituttet som helhed, at vi har aktive studerende i ph.d.-udvalget, som tager ansvar og viser initiativ. TAK!
Ud over kurset i agroøkologi lægger mange af AGRO’s medarbejdere og studerende hvert år et stort arbejde i kurserne og det er meget positivt, at vi har mange og gode ph.d.-kurser. Det er en fordel for de studerende, fordi de sparer både meget tid og penge, når kurserne kører i huset, men det tiltrækker også studerende udefra, som giver vigtigt input i læringsprocessen og samtidig bidrager til at sætte AGRO på verdenskortet. Så en stor tak til dem der lægger tid og energi i dette.