Nye grundregler for samarbejde med eksterne parter
Universitetsledelsen har netop godkendt og fremlagt ”Grundregler for ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed i samarbejde med eksterne parter”, som er trådt i kraft den 2. juni 2020.
Reglerne er beskrevet og eksemplificeret her, og de belyser nogle af de problemstillinger, som ved flere lejligheder er dukket op i AGRO.
Grundreglerne er inddelt i tre dele:
- Centrale principper, som er forskningsfrihed, armslængde og uvildighed samt ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed
- Kategorier for forskningssamarbejde med eksterne parter, hvor der defineres fire
- Samfinansieret forskning, som vi kender i form af samarbejdsprojekter finansieret af GUDP, Innovationsfonden m.fl. Projekterne gennemføres i samarbejde med den/de eksterne parter, hvor man i fællesskab definerer samarbejdsprojektets omfang og bidrager til dets gennemførelse. Resultater genereret helt eller delvist af AU-forskere tilhører universitetet og skal kunne offentliggøres. Universitetet finansierer dele af projektet (økonomisk eller tidsmæssigt).
- Rekvireret forskning. Det kan også være ydelser som ikke har karakter af forskning, som for eksempel tests af Virksomhedens produkter, processer, analyser og målinger m.v. Her er det den eksterne part, som definerer opgaven. Den eksterne part dækker alle universitetets omkostninger, og derfor kan ejerskab over resultater og publiceringsret forhandles, hvilket fastlægges i en IV-aftale.
- Bevillinger uden krav, donationer og gavebreve – et økonomisk bidrag til en forsker eller til universitetet for at støtte forskningen. Disse bevillinger kan være med eller uden særlige betingelser. Er de ”uden” betingelser, skal der ikke udarbejdes en samarbejdsaftale. Er de ”med” kategoriseres de som a eller b.
- Forskningsbaseret myndighedsbetjening er et forskningssamarbejde, som vi kender det fra AGRO’s samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet, men det kan faktisk også være med en kommune. Der indgås en rammeaftale og resultaterne skal offentliggøres.
- Konkret håndtering af ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed i samarbejde med eksterne parter. Under denne del af grundreglerne er der for hver af de fire kategorier af forskningssamarbejde udarbejdet en konkret oversigt over, hvordan de forskellige faser af forskningsprocessen skal håndteres.
Erhvervssamarbejdet var et væsentligt emne ved seneste senior-VIP møde, og jeg synes, at vi dér fik godt fat på de centrale principper for erhvervssamarbejdet. Det blev fremhævet, at ofte er den eksterne part med til at definere projektets formål, hvilket sikrer relevans og er OK, så længe vi har frihed til at vælge metode og gennemføre forskningen uvildigt. Emner som gennemsigtighed og ansvarlighed eksempelvis i forbindelse med publicering blev også fremhævet.
Et område, hvor vi endnu har udfordringer er ”SAMARBEJDSAFTALER”. Hvornår skal der udarbejdes en samarbejdsaftale, og hvordan er processen? Som udgangspunkt kan man finde svar under ”3. Konkret håndtering af ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed i samarbejde med eksterne parter” og er det ikke fyldestgørende er det en god ide at kontakte TTO. Der er to medarbejdere tilknyttet AGRO, Torkil Bukkehave Hansen og Karen Voigt Lauridsen. Desværre er der pt. en sagsbehandlingstid på 2-3 måneder i TTO, men vær opmærksom på, at der er udarbejdet nogle ”Fast Track-aftaler”, hvor der kun skal indsættes få oplysninger (partnere, projekt og bevillingens størrelse). Derudover er der lavet standarder for GUDP-aftaler og forhandlet standarder med SEGES. Man udfylder de få nødvendige oplysninger, den eksterne part og institutleder underskriver og efterfølgende sendes aftalen til TTO@au.dk, hvor den godkendes inden for få dage.