Nyt fra Askov og Jyndevad
En fantastisk vækstsæson 2022 er overstået med rekordudbytter i kilo og i kroner og ører, og dette gælder både i Askov og i Jyndevad.
Vi har haft rigeligt med opgaver set i forhold til bemanding, men med en stor fleksibilitet hos de ansatte og med hjælp fra vikarer har vi nået opgaverne. Vi står ligesom vores kollegaer med en udfordring om at få vores generationsskifte til at foregå i en glidende overgang. En markforsøgstekniker er ikke en ”hyldevare”, men mange gange én vi selv må ”forme”.
Vækstsæson 2022
De høje udbytter i 2022 skyldes flere ting: Vi har fået tilpas nedbør på de rigtige tidspunkter i Askov, og den nedbør, vi ikke fik i Jyndevad, har vi kunnet kunstvande os til; nye højtydende kornsorter med en god resistens over for svampesygdomme og en stigende middeltemperatur i vores del af landet. En gennemgang af 128 års udbytter i de langvarige gødningsforsøg viser, at vi nu også dér kan komme med i ”10 tons-klubben”. De gode udbytter har i år også haft store økonomiske omkostninger ligesom i det øvrige samfund med inflation, en tredobling af gødningspriserne og store stigninger på kemikalier, el og brændstof.
Projekter
Vi er selvfølgelig stolte af at skulle passe og drive de unikke platforme, vi har af langvarige markforsøg både i Askov og i Jyndevad. Opgaverne i disse er at følge forsøgsplanerne nøje uden at lave fejl. Opskriften er: tre gange dobbelttjek af alt!! Ligeledes kræver det også en indsats at holde styr på jord- og plantearkiv, som har en lang historik med start i 1932. Vi får også forespørgsler på JB1-jord til markforsøg. I de forsøg hvor husdyrgødning indgår, vælger vi at finde forsøgsværter i nærområdet med denne jordtype, da vores gylleudstyr er placeret i Askov, og det er for tidskrævende at flytte det de 80 km, der er mellem Askov og Jyndevad.
Generationsskiftet
Vi har i rigtig mange år været kendetegnet ved at have stabile medarbejdere med lang anciennitet. ”Vi gør, som vi plejer” og god faglig fornuft og sidemandsoplæring over et par år har været løsningen på at få en god forsøgsmedarbejder. De lange procedurebeskrivelser har der ikke være mange af; de er nærmest ikke eksisterende. Det er næsten ligesom den grønne omstilling. Vi kom lidt for sent i gang med den proces. Der ligger et stort stykke arbejde for dem, som er tilbage med markforsøgserfaring. Først skal de rigtige personer findes, derefter skal de have en god sidemandsoplæring, og til sidst skal der findes en fornuftig løn og fornuftige arbejdsforhold for at fastholde dem.
Vejrstation
DMI´s vel nok mest omtalte vejrstation, der er placeret på Jyndevad Forsøgsstation, holder ”flyttedag,” inden for nær fremtid. En længere dialog mellem Freja Ejendomme, Bygningsstyrelsen, DMI og AGRO er endt med, at vejrstationen flyttes 330 meter mod øst, da den nuværende placering ikke er hensigtsmæssig, da den står midt i den jord, vi forventer bliver frasolgt. Alle snakker om vejret, og den lokale presse og TV Syd møder gerne op, når der forventes, at der kommer en varmerekord eller årets første sommerdag med 25 grader.