Nyt fra Askov og Jyndevad

En til tider vanskelig vækstsæson 2023 er overstået. Ikke nogen rekordudbytter i Askov, hvor vi ikke har mulighed for at vande. Derimod har udbytterne været over middel i Jyndevad, hvor vi har en optimal vandingskapacitet.

Foto: Henning Carlo Thomasen

Vi har igen i år haft rigeligt med projekter, set i forhold til bemanding, men har dog fået opgaverne løst til tiden med hjælp fra vores 3 faste og fleksible vikarer. Vi står med en udfordring med at få vores bemanding til at passe sammen med de projekter, vi har, for med et arbejdsmarked, som kan bruge alle ledige, er det svært at tiltrække nye medarbejdere og at fastholde dem.      

Vækstsæson 2023
De lave udbytter især på Askov skyldes flere ting: Vi har fået rigelig med nedbør i år (i skrivende stund 1050 mm), men regnen kom ikke på de rigtige tidspunkter. Da regnen endelig kom, dannede vårsæden sideskud. Disse sideskud blev ikke modne på samme tidspunkt som hovedskuddene. Det gav lave udbytter og en vanskelig høst.

Vintersæden har klaret sig betydelig bedre, da den havde nået at etablere et bedre rodnet, inden tørken kom i juni måned. Vores kløvergræs gav også et dårligt udbytte i første slæt, hvilke ikke var gældende i andet slæt og udlignede totaludbyttet til at være ganske godt.

Projekter
Vores kerneopgaver er de langvarige gødningsforsøg, som ligger både i Askov og i Jyndevad. Disse platforme har de sidste par år skiftet videnskabelig ledelse, hvilke har medført, at der er kommet en del nye og andre opgaver. Blandt andet jord-, rod- og jordvandsprøver, hvor data derfra skal bruges til at beregne kulstoflagring og udvaskning af næringsstoffer. Ud over det tager vi også gasprøver, hvor måleprogrammet kører over hele året.

Den ene af VAP-markerne (varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand), som vi driver og tager prøver i, ligger 5 km vest for Askov. Da vi geografisk ligger i et meget nedbørsrigt område, følger der også mange prøvetagninger af drænvandet med. I år har vi allerede haft drænafstrømning i august måned, og lige nu kører prøvetagningerne på højtryk med den store overskudsnedbør, vi har. Dette gør sig også gældende for minivådområderne, som ligger på Fyn og ved Haderslev.

I år har vi også hjulpet Institut for Ecoscience med et markforsøg med forskellig grad af gylleforsuring.  Ecosciences eget mandskab har kikket på konsekvensen af denne forsuring og den lave pH behandling på underjordiske dyr og mikroorganismer. Til dette projekt har vi lavet naboaftaler med et stort kvægbrug, som kunne stille en 2.-års kløvergræsmark til rådighed for denne undersøgelse.   

Status for Jyndevad
Den 1. januar 2023 købte Bygningsstyrelsen 30 ha af Freja Ejendomme. Disse 30 ha har vores institut lejet tilbage af Bygningsstyrelsen, og dem har vi nu fremadrettet. Den 1. oktober, ligeledes i Jyndevad, overtog en privat person de resterende 35 ha, som var tilbage af jord, samt alle bygninger, som hørte til Jyndevad Forsøgsstation. Vi har derfor lejet et maskinhus, som ligger 6,5 km fra jorden, og tager udgangspunkt derfra, når vi skal løse opgaver på vores JB1-jord. I Jyndevad har vi stadig Vekselvirkningsforsøget liggende, som er et meget kendt forsøg, som startede i 1942, hvor vi har parceller med meget lave og høje pH og fosfortal. Ligeledes ligger yderligere en af VAP-markerne i tilknytning til de øvrige forsøgsmarker, hvor TystofteFonden også har deres vår- og vintersædsobservationsparceller.

Nye medarbejdere
Vi har prøvet det før. Stillingsopslag, ansættelsesudvalg. Har vi nok ansøgere? Efter samtalerne skal vi have udvalgt personen, som har de rigtige kvalifikationer og personlighed. Vi arbejder i teams, fordi vi forventer, at man typisk er mere produktiv, og at man i fællesskab opnår et bedre resultat. Vi er klar over, at i ethvert team bør der være en række forskellige teamroller. Uden en igangsætter/opstarter bliver opgaven måske aldrig sat rigtig i gang, og uden en idémager kommer der måske ikke nye (og bedre) idéer til at effektivisere arbejdet, og uden en afslutter bliver opgaven aldrig færdig. Vi vil i fremtiden gøre os mere umage med at finde den rigtige person og vægte personlighed højere end uddannelse og karakterer.

Se lidt af vores arbejde: https://youtu.be/XkkkpitN0Fc?si=yk50_sxYsSDIGjNt