Nyt fra vores uddannelser

Status for de nuværende uddannelser Kursusevalueringer for E23 har været gode og på linje med den gennemsnitlige evaluering for alle uddannelser på TECH.

Bernd Wollenweber. Foto: Charlotte Knudsen

Således er ca. 50 % af de studerende enige (og 40 % delvis enige) i, at kurserne har relevans for deres studie som helhed. 50 % af de studerende vurderer, at det samlede udbytte af undervisningsforløbet er stort, 20 % bedømmer, at det er meget stort, og 80 % har bedømt, at arbejdsbyrden er passende for dem. I enkelte kurser har arbejdsbelastningen dog været for høj, og de uddannelsesansvarlige vil kontakte de relevante kursusansvarlige for at lave en løsning.

Kursusrevisioner i ’Course Catalogue Editor’ (CCE) er nu splittet op i to dele. Del 1 omhandler stamdata, planlægningsdata (både undervisning og eksamen) samt medarbejderallokering, og Del 2 indeholder fagligt kursusindhold og detaljerede eksamensoplysninger. Tidsplanen for revisioner er rykket frem: For kurser i F25 kører Del 1 fra 1. marts til 31. maj og del 2 fra 1. juni til 15. oktober 2024. For kurser i E25 kører Del 1 fra 1. september til 30 november 2024 og Del 2 fra 1. december 2024 til 15. april 2025.

Undervisningsmiljøvurderingen (UMV) for vores uddannelser

UMV er en vurdering af det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø på alle uddannelser på alle universiteter i Danmark. Vurderingen foretages hvert 3. år. Formålet med vurderingen er, at uddannelsesmiljøerne kan drøfte og udpege de områder, hvor der er behov for at gøre en indsats for at udvikle og sikre et godt undervisningsmiljø for de studerende. UMV består af udvalgte resultater fra Uddannelses- og Forskningsministeriets nationale spørgeskemaundersøgelse, som blev foretaget i efteråret 2023. I UMV indgår de studerendes besvarelser vedr. det psykiske miljø (velbefindende og oplevet trivsel; socialt miljø og kontakt til medstuderende; fagligt miljø og interaktion med undervisere; præstation; mobning, chikane og diskrimination), det fysiske miljø (indeklima; sundhed og toiletforhold; plads og inventar; sikkerhed) og det æstetiske miljø på universitetet.

I år gennemføres UMV i forbindelse med det årlige statusmøde, hvor der drøftes indikatorer relateret til delpolitiker i AU’s kvalitetspolitik på uddannelsesområdet (bl.a. førsteårsfrafald, studieprogression, undervisningsevaluering, faglig og social trivsel). Der udarbejdes én handleplan, som rummer handlingspunkter for både årlig status og UMV-delen, hvor der vurderes at være et behov for særlige tiltag. Handleplanen skal således være udarbejdet før sommerferien.

Generativ AI (GAI)

AU har besluttet, at studerende nu må bruge Generativ AI (GAI) i bachelorprojekter og specialer. De almindelige regler for kildeangivelse og plagiat gælder stadig. Derfor skal de studerende tydeligt angive brug af GAI. De studerende skal derfor udfylde og vedlægge en deklaration som bilag til deres opgave. Deklarationen gælder som kildeangivelse for overordnet brug af GAI i projektet, mens direkte gengivelse af fx GAI-genereret tekst skal angives som citat efter de gængse regler: https://tech.medarbejdere.au.dk/uddannelse-og-undervisning/undervisning-og-eksamen/gai-og-chatbots

Info for underviser til brug for GAI-eksamener findes på studieportalen: https://studerende.au.dk/studier/fagportaler/agrobiologi/eksamen/gai-og-chatbots

Rådgivning til studerende med psykiske udfordringer

Der har været en stor stigning i antal studerende med psykiske udfordringer, såsom ord- eller talblindhed, fysiske handicaps eller langvarige lidelser. Emnet er blevet drøftet i vores uddannelsesudvalg og i TECH’s uddannelsesforum. På Rådgivnings- og støttecentret (RSC) tilbydes rådgivning og vejledning til studerende, der på baggrund af en funktionsnedsættelse har fået tilkendt støtte under specialpædagogisk støtte (SPS).  Udover individuel rådgivning samarbejder RSC bredt med AU og sparrer med undervisere og vejledere. https://www.au.dk/raadgivnings-og-stoettecentret/

Status for de nye uddannelser

Forberedelser til start af de tre nye bacheloruddannelser i efteråret er i fuld gang. Således har ’Byg’ meldt ud, at studiemiljø vil være klar til efteråret og der er p.t. stor fokus på organisering af de enkelte kurser, herunder skemalægning, lokalefordeling og kursusforløb. Derudover skal der laves tutor- og mentorordninger og en studenterstudievejleder ansættes. En ny studenterforening skal koordinere arbejdet med den nuværende ’Sammenslutningen af Jordbrugsvidenskabsstuderende’ (S.J.U.S.) for agrobiologi.

Links til de nye uddannelser er her:

https://tech.au.dk/uddannelse/au-viborg/plante-og-foedevarevidenskab

https://tech.au.dk/uddannelse/au-viborg/dyrevidenskab

https://tech.au.dk/uddannelse/au-viborg/veterinaermedicin

En arbejdsgruppe er i øjeblikket ved at forberede fundamentet for at etablere de fysiske og digitale læringsplatforme, der er forbundet med markforsøgene, og etablere infrastrukturen for en studentergård. En vigtig del af denne gård vil være en eksperimentel læringsplatform som vil gøre det lettere for de studerende at forstå konteksten for den enkelte undervisnings-/læringsaktivitet og dens relation til det fulde billede af afgrøde- og fødevareproduktion.

Der har været en stor interesse for de tre nye uddannelser i U-days i Aarhus og åbent hus-forløbet i AU Viborg hvor omkring 30 medarbejdere og studerende har været med i planlægningen og afviklingen af dagen: https://tech.medarbejdere.au.dk/nyheder-og-arrangementer/nyheder/vis/artikel/stor-interesse-for-de-nye-uddannelser-til-aabent-hus

De foreløbige ’Kvote-2’-ansøgertal viser, at 317 interesserede har valgt Veterinærmedicin (dyrlæge), 17 har valgt Dyrevidenskab, og 3 har valgt Plante- og fødevarevidenskab som første prioritet: https://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/KOT/Opgoerelse_KOT_2024_Kvote_2_Ansoegertal_De_Endelige_Tal.pdf