Nyt fra vores uddannelser

Bernd Wollenweber gennemgår seneste nyt fra uddannelserne på Institut for Agroøkologi.

Plante- og Fødevarevidenskab

Undervisningen på bacheloruddannelsen i ‘Plante- og Fødevarevidenskab’ er nu gået ind i sit andet semester. I starten af marts har der været afholdt en workshop på AU Viborg for de undervisere, der skal undervise i de kommende semestre. På workshoppen var der fokus på rammerne for kurserne, projektbaseret undervisning og koordineringen mellem de forskellige kurser. Endnu en workshop bliver afholdt i april på Institut for Fødevarevidenskab i Skejby.

Opbygningen af kandidatuddannelsen i ’Plant and Soil Science’, der starter i 2027, er godt i gang. Her blev der i starten af marts afholdt en workshop på CED i Aarhus for alle interesserede undervisere, hvor der var fokus på opbygning af uddannelsen. Vi er godt i gang og forventer, at strukturen af uddannelserne og kursusbeskrivelserne er færdiggjorte i starten af efteråret. Der er også dannet et nyt aftagerpanel for vores uddannelser som kan ses her:

Aftagerpaneler - Technical Sciences, Aarhus Universitet

 Studenteraktiviteterne på AU Viborg er i en konstant udvikling. Fredagsbaren er startet op (De Gylden Haner), der er blevet etableret en tutorforening, en løbeklub og en hundeforening. Sidstnævnte er både for studerende og ansatte. En egentlig studenterfaglig forening er endnu ikke startet op, men der er noget, der arbejdes på.

De endelige ’Kvote-2’-ansøgertal viser, at 233 interesserede har valgt ‘Veterinærmedicin’ (dyrlæge), 27 har valgt ‘Dyrevidenskab’, og 2 har valgt ‘Plante- og Fødevarevidenskab’ som første prioritet.

 

Agrobiologi

I forår 2025 er der på bacheloruddannelsen ‘Agrobiologi’ 27 indskrevne studerende på 4. og 6 semester. På kandidatuddannelsen ‘Agrobiology’ er der 61 indskrevne studerende. Alle uddannelser er i det ’grønne felt’ i mange statusindikatorer, såsom planlagte konfrontationstimer, faglig og social trivsel.

Kursusevalueringer for E24 har været gode og på linje med den gennemsnitlige evaluering for alle uddannelser på TECH. Således er 54% af de BSc studerende og 62% af de MSc studerende enige i, at kurserne har relevans for deres studie som helhed. 45% af de samlede studerende vurderer, at det samlede udbytte af undervisningsforløbet er stort, og 12% af BSc studerende og 31% af MSc studerende bedømmer, at det udbyttet er meget stort. 75% af de studerende har bedømt, at arbejdsbyrden er passende for dem.

 

Kursusrevisioner

Tidsplanen for kursusrevisioner i ’Course Catalogue Editor’ (CCE) er rykket frem: For kurser i F26 kører Del 1 (stamdata, planlægningsdata for både undervisning og eksamen samt medarbejderallokering) fra den 1. marts til den 31. maj 2025 og del 2 (fagligt kursusindhold og detaljerede eksamensoplysninger) kører fra den 1. juni til den 15. oktober 2025. For kurser i E26 kører Del 1 fra den d15. september til den 30. november 2025 og Del 2 fra den 1. december 2025 til den 5. april 2026.

 

Fagligt besøg og SRP-forløb

Institut for Agroøkologi tilbyder faglig besøg, undervisningsforløb og i efterår-semestret hjælp i forbindelse med studieretnings-projekter (SRP) indenfor det agroøkologiske område. https://agro.au.dk/srp.

 

Kandidatreform og sektordimensionering på Tech

I juni 2023 blev et bredt politisk flertal i Folketinget enige om en kandidatreform som indeholder et krav om omlægning af kandidatuddannelser (30 procent af de danske kandidatuddannelser skal omlægges, så de bliver enten kortere (etårige) eller mere erhvervsrettede (erhvervskandidat)). Faculty of Technical Sciences (TECH) har fravalgt den etårige studiemodel og forpligter sig dermed til at gennemføre hele omlægningen af kandidatuddannelserne baseret på erhvervskandidatforløb. Uddannelser for ‘Dyrevidenskab’, ‘Plante- og Fødevarevidenskab’ samt ‘Molekylær Ernæring og Fødevareteknologi’ skal omlægge 30 procent til et erhvervskandidat-forløb, mens uddannelse i ‘Veterinærmedicin’ ikke kan omlægges, da det er en autorisationsgivende uddannelse. Reformen indeholder også et krav om sektordimensionering – det vil sige en reduktion af studiepladser på bacheloruddannelserne. Reformen vil blive implementeret i perioden 2026 til 2032.

 https://tech.au.dk/om-fakultetet/nyheder/vis/artikel/kandidatreform-paa-tech-her-er-overblikket

 

Personalia

Finn Borchsenius stopper som prodekan for uddannelse på TECH den 1. april 2025, men vil frem til sommerferien hjælpe i overleveringen til den nye prodekan. Finn har været prodekan for uddannelse på TECH og det tidligere Faculty of Science and Technology i snart otte år. Han har været med til en række store forandringer på fakulteterne og måtte navigere TECH’s uddannelser gennem Corona-nedlukningerne. Finn var med til at organisere de fire nye institutter på ingeniørområdet, og han var afgørende i oprettelsen af de tre nye uddannelser på AU Viborg. Den 1. August begynder han som fagchef for Herbariet og Væksthusene hos Science Museerne ved Aarhus Universitet.

Louise Møller Haase tiltræder stilling som prodekan for uddannelse på TECH den 1. april 2025. Hun er uddannet civilingeniør i industrielt design, og har været ansat som adjunkt og lektor på Aalborg Universitet (AAU). Hun var årets underviser på AAU i 2018 og i de sidste tre år har været prodekan for uddannelse på universitetets Tekniske Fakultet for IT og Design. En af de største opgaver vil være implementering af kandidatreformen