Øget opmærksomhed på erhvervssamarbejde

AGRO’s erhvervsudvalg mener, at gennem undervisningen og de studerende har vi en væsentlig og spændende kontaktflade til erhvervslivet – et område, som vi skal være opmærksomme på at følge op på og udnytte bedst muligt

ST retter for øjeblikket stor opmærksomhed på at øge samarbejdet med erhvervsvirksomheder, og nye aktiviteter sættes i gang. En af dem er ”Brainnovation”, som er et møde mellem et/flere institutter og en virksomhed, hvor virksomhedens/samfundets udfordringer er udgangspunktet. Deltagere fra AU præsenterer relevant forskning inden for området, virksomheden præciserer udfordringer, og potentielle samarbejdsflader til løsning af udfordringerne diskuteres. AU-deltagere må højst udgøre 50% af arrangementet, og blandt disse er studerende, Ph.d.er og Postdoc’s tænkt ind.

Sidstnævnte falder fint i tråd med drøftelserne i AGRO’s erhvervsudvalg, hvor Michael Kristensen har fortalt om, hvordan erhvervsprojekter er en stor succes blandt de studerende.

Erhvervsprojekter bliver til ad hoc gennem personlig kontakt, f.eks. efter de studerendes besøg hos virksomheder. Den studerende skal selv kontakte virksomheden, men AGRO’s undervisere er behjælpelige med at formidle kontakten. Projekterne har et omfang af 15 ECTS-points. I forbindelse med undervisning er der i øvrigt kontakt til f.eks. ARLA, DuPont, SEGES, Dansk Industri og landbrugsskolerne, der er med til at definere, hvilke kandidater og evt. ph.d.’er, som erhvervslivet har brug for.

Derfor mener vi i AGRO’s erhvervsudvalg, at undervisningen/de studerende er en væsentlig og spændende kontaktflade til erhvervslivet – et område, som vi skal være opmærksomme på at følge op på og udnytte bedst muligt.

AGRO har for få erhvervsph.d.’er og –postdocs! Hér kan erhvervsprojekter måske være den indledende kontakt, hvor en kandidatstuderende får lyst at gå videre i et erhvervsph.d-projekt. Til eksempel har CROP et godt samarbejde med Nordic Beet Research (Holeby), nu med studerende nr. 3. Der er også kommet publikationer ud af samarbejdet, og de studerende har været glade for samtidig kontakt med erhverv og AGRO. Erhvervsph.d.’er/-postdocs er en oplagt mulighed for øget samarbejde mellem AGRO og virksomheder – små som store – men det kræver et godt kendskab til virksomheden i forvejen. Erhvervsph.d.’en/-postdoc skal nemlig ansættes i den pågældende virksomhed, så der skal være et godt miljø for vejledning og uddannelse. Ofte ved små firmaer ikke nok om muligheden for erhvervsprojekter, så det skal vi informere vores samarbejdspartnere bedre om. I nogen tilfælde skal vi måske hjælpe især mindre private virksomheder med at skrive ansøgningen. Traditionelt har det været store firmaer, der har haft kapacitet til at ansøge og gennemføre disse projekter.

Innovationsfonden giver støtte til erhvervsph.d. og –postdocs projekter. Der er ansøgningsfrist to gange årligt (næste gang den 19. september).

Erhvervsudvalget vil gerne være med til at identificere projektmuligheder. Lige nu er vi i gang med at få et overblik over, hvilke virksomheder AGRO samarbejder med og i hvilket omfang. Samtidig får vi jo også indsigt i, om der er oplagte virksomheder, som vi endnu ikke samarbejder med.

Hvis du har ideer til, hvordan vi kan styrke samarbejdet med erhvervslivet, er du meget velkommen til at kontakte os.