Økonomi vil indgå i livscyklusvurderinger

Der er behov for bedre sammenhæng til bedriftsøkonomi i livscyklusvurdering af biobaserede produkter. Her vil AGRO udvide sine kompetencer.

I SYSTEM har vi mange nationale og internationale aktiviteter vedrørende livscyklusvurdering af fødevarer og andre biobaserede produkter. Livscyklusvurderingen bruges blandt andet til at identificere, hvor i en produktkæde det vil være mest effektivt at sætte ind for at reducere miljøbelastningen. For en landbrugsbedrift gælder det om at identificere, hvilke aktiviteter på bedriften, der er grund til at fokusere på for at få den mest effektive reduktion af miljøbelastningen i forhold til produktionens størrelse. 

Blandt danske fødevarevirksomheder har Arla arbejdet rigtig meget med livscyklusvurdering. Danish Crown er ligeledes begyndt at fokusere på emnet. På planteområdet er det især indenfor rapsproduktion til biodiesel, der er interessant, da prisen og afsætningsmulighederne afhænger af, hvilken drivhusgasudledning, der kan dokumenteres i et livscyklusperspektiv. 

På det politiske niveau undersøger Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet om en livscyklustankegang kan kombineres med nationale reduktionsmål for at nedbringe klimabelastningen af den danske landbrugsproduktionen. 

På de nævnte områder har AGRO rigtig gode muligheder for at bidrage. Mulighederne for i praksis at forbedre miljøprofilen for et biobaseret produkt afhænger imidlertid meget af, hvor omkostningseffektivt det kan gøres, og her har vi væsentlig sværere ved at bidrage. 

Det er baggrunden for, at vi i SYSTEM vil arbejde på at sikre bedre kompetencer til at inddrage økonomiske aspekter direkte i arbejdet med livscyklusvurdering. Begreberne ’life cycle costing’ og ’eco-efficiency’ er nogle af de metoder, der integrerer livscyklusvurdering med økonomi, og det er disse metoder vi ønsker at forfølge. 

Udover at øge vores kompetence på området forestiller vi os også, at det vil kunne styrke samarbejdet med de miljøer, der er mere specialiserede indenfor jordbrugsøkonomi og miljøøkonomi. Det er vores opfattelse, at den målrettede regulering af landbrugsproduktionen, der er under implementering, vil stille større krav til metoder, der umiddelbart og konkret inkluderer såvel miljømæssige som driftsøkonomiske aspekter på det helt operationelle plan. Her spiller AGRO en vigtig rolle.