Onboarding - et skørt HR-påfund?

Onboarding er ikke et skørt HR-påfund – tværtimod. At tage godt imod en ny medarbejder er lønsom både for medarbejderen og AGRO.

Arbejdet med at tage godt imod og integrere nye medarbejdere i virksomheder kan, hvis det håndteres rigtigt, læses direkte på bundlinjen. Større loyalitet, stærkere engagement, bedre fastholdelse og – ikke mindst – kortere tid fra første arbejdsdag til fuld performance er blot nogle af de gevinster, der kan høstes.  

Tal viser, at gennemsnitlig 30 procent af alle eksternt rekrutterede medarbejdere har forladt deres nye arbejdsplads inden for to år. 22 procent af de nye ansatte, der opsiger deres job, gør det inden for de første to måneder. Hertil skal tilføjes, at en nyansættelse koster 75-150 procent af medarbejderens årsløn. Disse tal viser med al tydelighed, at onboarding er et must. 

Onboarding begynder ved underskrivelse af ansættelseskontrakten
Det er hensigtsmæssigt med et struktureret introduktionsforløb, som giver den nye medarbejder en følelse af at være ”den eneste ene”. Onboarding starter, når den udvalgte medarbejder underskriver ansættelseskontrakten. Her sender sektionssekretæren første velkomstmail med oplysninger om kontaktperson samt tilbud om hjælp til boligsøgning, mm. 

En til to uger før tiltrædelse sendes den anden velkomstmail indeholdende information omkring buddy og introduktionsprogram for den første periode. Desuden sendes information omkring danske forhold til udenlandske medarbejdere. Ved tiltrædelse udleveres en række materialer om blandt andet instituttet, kolleger og sektionen. Disse velkomstmails og informationer skaber fundamentet ikke blot for en god første arbejdsdag, men også for en god første måned eller to og forhåbentlig en langvarig ansættelse.                                    

Onboarding er ongoing

Der er i AGRO udarbejdet en drejebog, som indeholder tjeklister for før tiltrædelse, den første dag og den efterfølgende tid. Listen indeholder emner og opgaver fordelt på HR, sektionssekretær, buddy, sektionsleder og nærmeste leder eller vejleder. 

Et af de emner, jeg finder uhyre vigtigt, er forventningsafstemning mellem den nye medarbejder og leder efter 2,5 måneders ansættelse. Vi skal sikre os, at det er den rigtige medarbejder, vi har ansat, og at den ansatte vil AGRO. 

Offboarding af medarbejdere

Offboarding foregår i forbindelse med fratrædelse. Her foreligger ligeledes en tjekliste. Når en medarbejder fratræder skal AGRO sikre, at medarbejderens fratrædelse udover det praktiske håndteres juridisk og etisk korrekt. 

Endvidere er det vigtigt at huske på, at når en medarbejder forlader AGRO forsvinder vigtig viden og kompetencer sammen med vedkommende. Det er dyrt for AGRO og frustrerende for de medarbejdere, som skal overtage opgaverne. Hvis det er muligt, er det ønskværdigt, at ledelsen har en efterfølger i tankerne. 

Den 1. januar 2017 indførtes onboarding i AGRO. Erfaringerne er derfor i skrivende stund minimale. Et ønske fra STAB er dog, at sektionssekretæren orienteres straks blækket er tørt på ansættelseskontrakten eller aftalen om gæsteophold for hermed at kunne opstarte onboardingprocessen rettidigt. 

Onboarding/offboarding er kommet for at blive, og vi skal derfor hjælpe hinanden med at sikre, at det bliver en succes.