Open access-aftale med Elseviers

Aftalen er den første i Danmark, der sikrer fuld læseadgang til Elseviers tidsskrifter og gratis og umiddelbar adgang (Open Access) til de artikler, der bliver udgivet af forskere på blandt andet Aarhus Universitet.

Nem og gratis adgang til videnskabelige artikler er essentielt for forskning. Nu har Kgl. Bibliotek forhandlet en open access-aftale med forlagsgiganten Elsevier. Arkivfoto: Maria Randima/AU.

Danske forskere får nu uhindret, digital adgang til alle fagfællebedømte forskningsartikler, ligesom de er sikret gratis og umiddelbar adgang (Open Access) til de artikler, der bliver udgivet af forskere på de institutioner, som er omfattet af aftalen med danske forskningsinstitutioner. 

Aftalen, som er den første i Danmark, sikrer ikke alene fuld læseadgang til Elseviers tidsskrifter, men også umiddelbar og gratis Open Access publicering til forlagets endelige version med en cc-by licens i den licensbelagte Elsevier portefølje, når forfatteren er corresponding authort affilieret med en institution, der er omfattet af aftalen. 

Det er resultatet af Det Kgl. Biblioteks forhandling med forlagsgiganten Elsevier. Dermed får de danske universiteter deres ønske om nem adgang til forskningsviden opfyldt. 

Her er nogle af aftalens hovedpunkter:

  • Prisen på aftalen er fast for hele perioden og er baseret på prisen i 2020.
  • Der er fuld og uændret læseadgang til Elsevier porteføljen for aftalepartnere omfattet af kontrakten.
  • Permanent adgang til 75 % af Elsevier porteføljen er sikret, således at institutioner selv kan udvælge den del, der vurderes mest værdifuld, også efter kontraktens udløb.
  • Umiddelbar og gratis Open Access publicering til forlagets endelige version med en cc-by licens i den licensbelagte Elsevier portefølje, når forfatteren er corresponding author affilieret med en institution, der er omfattet af aftalen.
  • Ca. 600 Gold Open Access tidsskrifter hos Elsevier (se liste nedenfor) og en liste med ca. 170 licensbelagte titler (vi bringer en liste herunder så snart den er klar) er ikke forhandlet ind som en del af kontrakten.
  • Institutionsneutral prisstigning på databaser og referenceværktøjer fra Elsevier på 1,12 %

Mere information

Du kan læse mere om, hvad du som forsker skal gøre for at få dine publikationer med i Open Access i Det Kgl. Biblioteks artikel her. 

Læs også AU's nyhed om aftalen her.