Planter og deres netværk

Phytobiom er et ord, som alle, der arbejder med planter, kommer til at lære.

Phytobiomet – det vil sige planten og dens omgivende mikroorganismer – er et nyt forskningsområde. Vi har selvfølgelig gennem mange år studeret planten og dens interaktion med enkelte organismer, f.eks. plantepatogener. Det nye er at studere alle mikroorganismerne på én gang samt deres samspil indbyrdes og med planten. Dette paradigmeskift er i høj grad drevet af den teknologiske udvikling, f.eks. høj-effektive sekventeringsmetoder og metabolomics.

Ved at arbejde ud fra phytobiom-konceptet tror jeg på, at vi kan udvikle en langt bedre forståelse for plantesygdomme, jordsundhed, betydningen af gode sædskifter, sanerende afgrøder, planteernæring og jordstrukturer, for blot at nævne enkelte områder. Ved at få en bedre forståelse for disse meget komplekse interaktioner vil man på lang sigt blive i stand til at designe mikrobiomer, som giver sundere og mere modstandsdygtige planter enten direkte ved at tilsætte syntetiske mikrobiomer i miljøet eller indirekte ved at ændre levevilkårene for mikroorganismerne i miljøet.

Phytobiomes i rampelyset

Der er megen opmærksomhed omkring emnet for tiden. Således har American Phytopathological Society netop taget initiativ til et nyt tidsskrift, ”Phytobiomes”. I USA er der igangsat et ’Phytobiomes initiative”, som skal koordinere og promovere området. Samtidig er der kommet en lang række start-up virksomheder på området.

Jeg var fornylig til et møde med Novozymes og et af deres allierede universiteter, North Carolina State University, via deres BioAg-alliance, hvor phytobiomes var et gennemgående emne. Især er Novozymes interesserede via deres engagement i biodiversitet og biologicals.

AGRO har rigtig gode muligheder for at bidrage til forskningsområdet som i øvrigt giver rigtig god mening til begrebet agroøkologi. Vi har kompetencerne indenfor teknologierne og endnu vigtigere den biologiske viden, som er grundlaget for at forstå den mængde af data, der genereres via f.eks. de nye sekventeringsteknikker.